En undersøgelse - foretaget af TV Syd i fællesskab med Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet - viser, at hver femte pakke svinekød indeholder de multiresistente svine-MRSA bakterier.

Forekomsten af den farlige svinebakterie MRSA kan meget vel være rekordhøj.

Det er TV Syd, der sammen med Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet har foretaget et tjek af 100 pakker svinekød, og her blev den multiresistente bakterie fundet i 21 procent af pakkerne, eller hvad der godt og vel svarer til hver femte.

Det skriver TV SYD på sin hjemmeside.

Undersøgelsen inkluderer udelukkende svinekød fra Danmark, og de 100 pakker er jævnt fordelt mellem økologisk og almindeligt svinekød.

Senest myndighederne foretog en lignende undersøgelse var i 2011, og her lå forekomsten på 11 procent. Der er med andre ord tale om en fordobling, og det er foruroligende, siger Hans Jørn Kolmos, der er forskningsleder på Klinisk Mikrobiologi på OUH til TV Syd:»Nu er det altså hver femte pakke med svinekød i supermarkederne, som indeholder svine-MRSA. Det er stærkt foruroligende,« siger han.

Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen (Ø), mener, smitten er »fuldstændig ude af kontrol«:

»Dagens afsløring af at langt mere kød end tidligere indeholder MRSA-bakterier kommer kun en uge efter, at fødevareministeren i et svar til mig erkendte, at MRSA kan smitte gennem kød. Sådan bringer hver dag sin nye historie om, hvordan smitten med MRSA er kommet fuldstændig ud af kontrol,« siger Per Clausen i en pressemeddelelse.

Han mener, der er behov for en helt ny strategi på området.

»Tiden er nu inde til, at fødevare- og sundhedsministeren erkender, at den hidtidige strategi med at stoppe spredningen fra svineproduktionen til mennesker er slået fejl. Der må gribes direkte ind overfor smittespredningen i svineproduktionen, sådan at stalde renses efter MRSA-inficerede svin, og at der bliver sikkerhed for, at kød fra danske svinestalde ikke indeholder MRSA, der kan smitte mennesker,« siger Per Clausen.

Han oplyser videre, at han har indkaldt fødevareminister Dan Jørgensen (S) i endnu et samråd om den farlige bakterie.