En af landets mest kendte reklamemænd, Carsten Kidde, har talt usandt, når han har reklameret for sig selv.

Carsten Kidde har i 20 år været direktør i reklamebranchen og er i dag kreativ direktør i Kidde Grundtvig, hvor han bl.a. laver reklamer for Amnesty, Beauvais og Børsen.

B.T. kan i dag afsløre, at han ikke har den grad i litteraturhistorie – en såkaldt cand. phil, som han har skrevet på sit cv og brugt i alle årene.

Det bekræfter Københavns Universitet i en mail til B.T.

’Det kan oplyses, at Carsten Kidde ikke har opnået graden cand.phil. På baggrund af de eksaminer, han har bestået, kan han derimod kalde sig exam.art.,’ skriver chefkonsulent Dorrit Wivel.
Carsten Kidde har således kun en bifagseksamen.

Sagen er fjerde sag om fup med uddannelser blandt spidser i det danske samfund, som B.T. afslører på to uger.

Opdigtede kandidatgrad


Først kunne vi afsløre, at tv-værten Michael Kristiansen opdigtede en kandidatgrad, han ikke havde, da han blev ansat som særlig rådgiver for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Senest har B.T. afsløret, at event-guruen Christian Have i 30 år har brugt en kandidatgrad, som han ikke havde. Det fik ham i torsdag til frivilligt at afgive sine titler som adjungeret professor på CBS og Aalborg Universitet.

Reklamedirektør Carsten Kidde erkender, at han har lavet en fejl.

- Jeg har i over 25 år troet, at jeg var cand. phil og har nu ændret det, efter I har kontaktet mig. Man kan højest anklage mig for at have været sjusket og godtroende. Jeg har en udvidet bifagseksamen – til gengæld var mit eksamenssnit ret godt – vil du høre det, så var det 10, siger Carsten Kidde.