Efter en storstilet svampejagt over hele landet er Danmarks Svampeatlas blevet adskillige arter rigere. Samtidig er en for videnskaben helt ny svampeart blevet fundet herhjemme.

Landets moser, skovbunde og baghaver vrimler med svampe, og fremover kan en stor del af de forskellige arter findes i Danmarks nye svampeatlas - en slags bibel inden for svampeverdenen.

Flere end 400 danskere over hele landet har deltaget i kortlægningen af landets svampe, og svampeatlasset rummer nu næsten 2.500 forskellige svampearter, hvoraf 202 ikke tidligere er registreret i Danmark, oplyser Københavns Universitet.

»Danmarks Svampeatlas har set en fantastisk indsats fra både frivillige og de eksperter, som har kvalitetssikret alle fundene, og det har leveret stor viden om, hvor de forskellige svampearter findes i Danmark. En vigtig del af projektet er, at denne viden nu bliver tilgængelig, både for dem der interesserer sig for at finde spisesvampe, men også for professionelle, der arbejder med naturforvaltning i Danmark,« fortæller Thomas Læssøe fra Biologisk Institut på Københavns Universitet, som har arbejdet med atlasset, i en skriftlig kommentar.

Atlasset rummer over 40.000 billeder af svampe med korte beskrivelser og udbredelseskort over arterne. Særligt de jyske pilemoser har vist sig at rumme mange nye arter.

»Det var en overraskelse, fordi pilemoser typisk ikke anses for at have særlig høj værdi for Danmarks natur. De våde og svært tilgængelige moser viste sig dog at være en svampeguldgrube, også for nye arter for Danmark,« forklarer Jacob Heilmann-Clausen fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Statens Naturhistoriske Museum.

Flere svampe, som videnskaben ellers anså for at være uddøde i Danmark blev fundet under svampejagten, herunder vifte-navlesvampen og tiger-sejhat er blevet genfundet. Samtidig blev der fundet en helt ny og ukendt art ved Eskebjerg Vesterlyng i det vestlige Sjælland, som nu har fået navnet grådugget tåreblad.