Der blev utvivlsomt skrevet danmarkshistorie på Gladsaxe Gymnasium, da Søren Rønborg i tirsdags bestod sin studentereksamen med endnu et 12-tal. Dermed blev han student med et gennemsnit på 13,35.

Søren Rønborg brugte en del af sin tirsdag formiddag i sidste uge i Gladsaxe Gymnasiums lokale 70 sammen med sin dansklærer og en sensor. Her forklarede 3. g’eren blandt andet om billedsproget i to digte af henholdsvis Benny Andersen og H.C. Andersen, og det gjorde han så godt, at det resulterede i - endnu - et 12-tal i denne for Søren Rønborg sidste eksamen, skriver Bagsværd Søborg Bladet.

LÆS OGSÅ:

12-tallet var dog ikke nogen sensation, da den nykårede student faktisk ikke har fået andet, siden han begyndte på gymnasiet. Topkarakteren i tirsdags var således det 35. 12-tal siden begyndelsen af 1. g.

- Det endte så med et gennemsnit til studentereksamen på 13,35, da man ganger mine fem A-fag med 1,03, og jeg får også ekstra, fordi jeg begynder min videreuddannelse inden for to år, forklarer Søren Rønborg Bagsværd Søborg Bladet det paradoksale i, at han scorer et højere gennemsnit end den maksimale karakter 12.

Dermed er der sandsynligvis sat danmarksrekord på Gladsaxe Gymnasium.

Søren Rønborg, som i 3. g måtte prioritere skolearbejdet højere end i de første to år, hvor blandt andet jobbet som elevrådsformand, Akademiet for Talentfulde Unge, fritidsjobbet hos Irma på Stengårds Allé og de tre gange om ugen til cross training tog en del tid fra lektierne.

- Desuden har jeg altid prioriteret festerne og det sociale liv meget højt. Det betyder nemlig, at man så glæder sig til at komme i skole, og det er trods alt det, der driver værket, siger studenten, som napper sig et sabbatår, inden han sandsynligvis begynder at studere kommunikation og retorik på universitet.

Sabbatåret skal bruges til at tjene penge, så Søren Rønborg kan komme på rejse til Sydamerika, og han behøver ikke kigge langt for at finde en indtægtskilde.

- Jeg har tilbudt Søren et job som lærervikar, siger en rævestolt rektor for Gladsaxe Gymnasium, Eva Steensen, som betegner superstudenten for ’smadderdygtig både socialt og fagligt’.

Søren Rønborgs sommer bliver dog fyldt op af Roskilde Festival og en interrail-tur, før arbejdslivet kryber ind på ham, skriver Bagsværd Søborg Bladet.