Man bliver nødt til at tage en ærlig snak om, hvilke landsbyer, der skal dø, konkluderer ny rapport. Op mod 500 landsbyer skal lade livet, forudser ekspert. I Hjørring er udvælgelsen i gang. Lokalt engagement er vejen til overlevelse.
For en måned siden fik Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S), overrakt byplanprisen – dansk byplanlægnings svar på en Oscar – stiftet af Dansk Byplanlaboratorium. Sådanne priser er der mange af, og de er som regel bare noget, der skal overstås.
Men prisen til Hjørring er speciel og værd at lægge mærke til, fordi den markerer et skift i den måde, man opfatter de mindre byer i Danmark på. Alle skal ikke længere have alt, hedder den nye kommunale melodi. Nogle landsbyer skal helt fjernes fra landkortet og andre udvikles, mener man i Hjørring. Og politikerne skal i god tid udpege de byer og områder, hvor man fremover kan forvente kommunal service. Når landet affolkes i stigende tempo, er der ikke råd til at servicere dem alle.
»Hvis det ender med, at man får en hel flække væk, så er der jo en besparelse. Vi er ude over, at der skal være gadebelysning og kloak og tilskud til fodboldklubben,« siger Arne Boelt
Han bakkes op af en ny rapport, der netop er udgivet af BL – Danmarks Almene Boliger. Et panel af eksperter og politikere skriver:
»Kommunerne er nødt til at sætte navn på, hvilke landsbyer der ikke skal bruges ressourcer på at holde liv i. Hvorfor ikke være ærlige? Det afgørende er at finde et fælles ståsted for, hvordan udviklingen ser ud, så der kan tages beslutninger om, hvor man skal investere, og hvor man bør rive ned.«
Overordnet plan
Formand for panelet, tidligere koncernchef i Nykredit Peter Engberg, efterlyser først og fremmest en overordnet plan for, hvad der skal ske i takt med, at flere og flere flytter til de store byer. Regeringen taler om »et helt Danmark« og »et Danmark i balance«, imens man flytter statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen.
»Der er virkelig behov for at komme op i helikopteren. Man har slet ikke taget nogen egentlig diskussion om, hvad det er for et samfund i balance, man gerne vil have. Hvor meget vil man reparere på udviklingen, hvor meget aktivitet, vil man have, og hvad koster det? Det kigger man ikke på,« siger Peter Engberg.
Emnet er belagt med tabu i kommunerne og afføder som regel kraftige reaktioner, hvor ord som udrensning, bulldozerstyre og tvangsdeportation hurtigt kommer op. Derfor skal det naturligvis ske i en dialog, er alle enige om.
»Man bliver nødt til at fortælle ærligt, hvor man kan forvente, at vi vil fastholde skoler, plejehjem og institutioner, og hvor man kan forvente i det lange løb, at de ikke vil blive opretholdt. Det er også en forudsætning for dem, der vil investere i områderne,« siger Peter Engberg.
6.000 små og store landsbyer
I Danmark er der i dag omkring 6.000 små og store landsbyer. Nogle med op til 1.000 indbyggere, andre ned til 25. Omkring 500 af dem skal have et kritisk eftersyn og fjernes i løbet af nogle år, mener lektor i byplanlægning ved Aalborg Universitet Jørgen Møller.
»Vi har nogle landsbyer, hvor alt stort set er lukket ned, og den sidste bus er kørt. Skolen og købmanden var der for mange år siden, og det hele står og misklæder det smukke danske kulturlandskab. Tilbage er fortsat en smule kommunal service, der er alt for dyr i forhold til de personer, som nyder gavn af den. Og vi skulle tage en debat om, hvorvidt vi har brug for de landsbyer. Og hvis vi ikke har, skal de sådan set skrives ud af historien og fjernes rent fysisk. Det er jo ikke så svært med de maskiner og redskaber, man har nu om dage,« siger Jørgen Møller.
Men der mangler både penge til nedrivning og flyttehjælp, og så har politikerne hverken på Christiansborg eller i kommunerne modet til at sige »hvem der, ikke længere skal være med til dansen,«,mener han.
»Man er da nødt til at fortælle sandheden, både hvis nogen har en skrækkelig sygdom, eller hvis en landsby ikke længere skal være med, så folk ikke køber et hus og investerer 700.000-800.000 i at bygge det om og så pludselig finder ud af, at alt det, der var grunden til, at man flyttede dertil – den kollektive trafik eller skolen – er væk. Så er man virkelig blevet taget ved næsen for ikke at bruge stærkere udtryk. Det er det moralske aspekt af det,« siger Jørgen Møller.
Han understreger, at det selvfølgelig skal ske med værdighed og respekt.
»De skal jo ikke deporteres, men flyttes til et andet sted, hvor de kan leve et meget bedre liv. Man skal jo ikke være kede af, at nogen hellere vil flytte til byen, men snarere råbe halleluja. I bund og grund er danskerne nogle forfærdelige romantikere, der har et ideelt billede af landet, som det var i 50erne eller 60erne, og det er det jo ikke,« siger han.
Væk med de tomme huse
Hjørrings prisbelønnede borgmester, Arne Boelt, siger, at han har taget masser af klø for kommunens melding om, hvilke områder der skal udvikles. Borgerne kan selv regne ud, at de, der ikke er nævnt, heller ikke kan forvente den samme kommunale service. Med tiden vil der være færre landsbyer i Hjørring.
»Når et hus står tomt, så har vi sagt, at vi vil rage det ned hurtigere, hvis vi har pengene til det. Dér, hvor der står syv huse, og de fire er tomme, vil vi se at få dem væk. Det er i de lidt større byer, at problemet kommer næste gang. Når der kommer huse i overskud, kan vi så som kommune købe to huse op og rage dem ned? Det skal vi se på,« siger Arne Boelt.
I kommunen lytter man meget til, hvad der er af aktivitet i landsbyen. Findes der ildsjæle, som er interesseret i at bygge noget op.
»Der, hvor der er gang i tingene, er også der, vi vil være med til at underbygge det. Hvis kommunen skal stå for livet i byen, så er det ikke sikkert, at der bliver noget,« siger Arne Boelt og peger på, at det er slut med idrætshaller og boldbaner med kommunalt tilskud, hvis de kun benyttes af en enkelt klub og nogle få mennesker.
Borgerne inddrages
I den anden ende af landet lægger man i Guldborgsund Kommune også vægt på det lokale engagement.
»I de landsbyer, hvor der er nogle ildsjæle, som gør noget for at tiltrække indbyggere og vedligeholder beboerhuset og står for driften, vil vi kommunalt bakke op. Men hvor man mere eller mindre lader stå til og tænker, at der kommer nok andre og løser udfordringerne, er det svært for os at gøre det,« siger borgmester John Brædder (V) og tilføjer:
»Det er svært at udpege en landsby og sige, at her kommer der ikke til at ske noget. Derfor lægger vi op til en dialog. Hvis vi lukker landsbyer i fremtiden, så er det, fordi at borgerne siger, at der ikke er nogen fremtid der.«
I Dansk Byplanlaboratorium så direktør Ellen Højgaard Jensen gerne, at der blev givet flyttehjælp til dem, som ufrivilligt er kommet i klemme.
»Det er jo ofte ældre mennesker. Nogle af dem er stavnsbundne, fordi de ikke kan få solgt deres hus og har mistet kørekortet, fordi de er blevet gamle,« siger hun og er enig i, at landsbyer må nedlægges.
»Det er jo ikke sådan, at vi vil komme med stasimetoder og bulldozere. Men man kommer let til at sprede den kommunale service ud over det hele, så alle får en halvdårlig service,« siger hun og peger på, at en del kommuner er for optimistiske med hensyn til, hvad der kan overleve, og det fører til fejlinvesteringer.
