Danske forbrugere vil handle mere spontant og lystbetonet, når butikkerne fra på mandag må holde åbent, når de vil. Det vurderer flere forbrugereksperter
Det er slut med at planlægge familiens middage en uge i forvejen, når man skriver dosmersedlen til lørdagens indkøbstur.
Danske forbrugere er blevet mere spontane og lystbetonede i deres indkøb og efterspørger adgang til hylderne, når det passer dem. Derfor vil ophævelsen af lukkeloven, der fra mandag erstattes af en helligdagslovgivning, gå godt i spænd med forbrugerkulturen.
Sådan lyder det fra Kirsten Poulsen, der er direktør for trendforskningsbureauet Firstmove, som netop har afsluttet et trendstudie om fremtidens dagligvareadfærd.
- Vi handler mere og mere spontant og lystbetonet. Vi ved jo ikke nødvendigvis, hvornår vi lige får lyst til en bestemt vare eller opdager, at vi mangler noget. Derfor bliver der efterspurgt tilgængelighed her og nu, som vi kender det fra nethandel. Indkøb bliver ikke planlagt flere uger frem i tiden, siger Kirsten Poulsen.
Firstmove baserer blandt andet sine trendstudier på et netværk af »firstmovere« - altså de forbrugere, der er med på de nyeste trends.
At internethandel allerede har vænnet forbrugerne til, at de kan handle, når det passer dem, bliver også fremhævet af sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Jeppesen. Hun betegner det som en naturlig konsekvens af, at den digitale udvikling har vænnet den moderne forbruger til, at alting stort set altid er tilgængeligt.
- Den udvikling vil blot blive forstærket – lukkelov eller ej. Nethandel er allerede i fuld gang med at udfordre detailhandlen og ændre bystrukturer, fordi forbrugere ser det som en mulighed for at kunne handle, når de selv har tid. Derfor vil mange forbrugere også tage imod med kyshånd, at butikker begynder at holde åbent flere timer, vurderer Birthe Linddal Jeppesen.
Det er særligt forbrugergrupper som unge og børnefamilier, der ifølge Birthe Linddal Jeppesen vil se det som et nyt frirum, at de ikke skal planlægge indkøb, men kan foretage dem, når det passer i kalenderen. Hun peger da også på, at der ligefrem kan opstå en kultur for, at indkøb bliver gjort til udflugtsmål for familien på linje med en skovtur.
Når lukkeloven ophører, og butikkerne selv kan vælge, hvornår de vil holde åbent, er det blot endnu et skridt i en udvikling, der har præget forbrugerkulturen i flere år. Nemlig at forbrugere blot får flere valgmuligheder, forklarer ekspert i forbrugeradfærd Heidi Boye, der er ekstern lektor på CBS og seniorkonsulent i forretningsudvikling hos Landbrug & Fødevarer.
- Det er et karakteristika ved vores forbrugerkultur. Vi bliver mindre og mindre begrænsede i vores valgmuligheder og forskyder allerede vores indkøb ved at handle på nettet, når børnene er lagt i seng. Nye åbningstider i de fysiske butikker vil ligeledes påvirke forbrugerkulturen, så vi også begynder at handle der om aftenen. Det vil på længere sigt blive helt naturligt for de fleste, siger Heidi Boye.
Ligesom valgmulighederne bliver flere, peger Heidi Boye på, at der også kan forventes et øget forbrug i butikkerne. Hun henviser til, at undersøgelser generelt viser, at forretninger med lang åbningstid oplever en øget omsætning, der er baseret på et mersalg og ikke alene på forskydninger – for forbrugerne spiser jo ikke mere rugbrød, alene fordi butikkerne har længere åbent, som hun beskriver det.
Hvad synes du?
Deltag i debatten under artiklen




Nej, nej, nej!!!
Skrevet af Sophie', Mandag den 1. oktober 2012, 01:56
Jenni, du siger at arbejdstiderne kan blive tilpasset de butiksansattes behov? Jeg er 21 år, og arbejder i Netto. Før Lukkeloven havde jeg et liv, nu kan jeg aldrig få lov at deltage i familiesammenkommester, se mine venner, tage til festen, hygge med kæresten i sengen om søndagen osv osv.. Og nej, jeg har ikke et valg, for der er ingen job at få, og desværre er det sådan at når man er uden uddannelse, og arbejder som ung i en detailhandel, så er de skideligeglade HVEM der gør arbejdet - bare der er nogen der gør det.
LUKKELOVEN kommer til at være et HELVEDE, og ja det er FANDEME synd for os butiksansatte!!!!
hvor er det godt
Skrevet af jenni, Søndag den 30. september 2012, 21:57
at næringshavere endelig kan holde deres virksomhed åben.
Der er mindre spild, når varene ikke skal kunne holde sig fra lørdag middag til mandag morgen.
De ansatte kan få den arbejdstid, der passer til deres privat- og familieliv.
Og der købes netop IKKE feberkøb, når man ved, at man bare kan gå ned og købe, når somhelst, hvis noget slipper op.
Lukkeloven har været en hemsko for alle.
Ufatteligt, hvis den har været lovlig.
Jeg blev ikke færdig!
Skrevet af Torben S, Mandag den 1. oktober 2012, 06:36
Der kommer væsentlig flere varer i vognen, end tiltænkt, læg lige mærke til, at disse butikker ved dette, og derfor er vognene også meget større end i andre butikker. Derudover tror jeg de fleste forældre føler sig pressset af børnene til at købe end masse ragelse, uden nogen anvendelsesværdi.
Lukkeloven har været en beskyttelse af de ansatte og deres familieliv, dette er nu slået istykker.
Jenni, du mener måske også, at arbejdsbeskyttelsesloven burde være ulovlig?
Jenni, hele dit indlæg bærer præg af menneskefjendsk indstilling. Du har før vist denne indstilling, at alt du syntes er rigtigt er godt, men hvis du ikke er enig, så bliver folk svinet til. Men fristes til at sige, en rigtig blå indstilling.
Bare for en god ordens skyld, så er både blå og røde lige gode eller dårlige, vedr. afskaffelse af lukkeloven. Det er ikke din farve udelukkende jeg angriber dig for, men at din indstilling ligger i forlængelse af blå enevældig tankegang.
Hvad betyder de ekstra timers åbningstid for miljøet, som f.eks. CO2 udslippet?. Jeg håber, at forbrugerne, når nu den første begejstring har lagt sig, indser at det blev dyrere at handle, både hvad angår transport, is/slik, fortæring og unødvendige køb. Den optimale måde at handle på, er at lade den ene part, der har mest forstand på behovet i familien, handle.
Brug derfor fritiden med familien til kvalitetstid, brug ikke tiden på at fremelske forbrugergenet i børnene. Tag dem istedet ud i naturen, gå i biografen, besøg legeland (ikke forlystelsparker) eller en tur i det lokale bowlingcenter, hvilket er en aktivitet for hele familien. God fornøjelse!.
Ja, Ja, Jenni!
Skrevet af Torben S, Mandag den 1. oktober 2012, 05:56
Du lever i din egen blå verden. Der er kun to muligheder, enten er du meget ung, eller meget naiv.
Åbningstiden i et almindeligt supermarked var generelt før 1.oktober, helt oppe på 67 timer om ugen, uden søndagsåbent. Den normale overenskomstmæssige arbejdstid er 37 timer, altså er der 30 timer fra mandag til lørdag, hvor ens private ting såsom indkøb kan foretages.
Madspildet flyttes fra forretninger til hjemmene j.før mit tidligere indlæg, og bliver bliver større, da der er væsentlig flere husstande end supermarkeder. Set i din optik er det måske bedre, det gavner erhvervslivet?, men det skader den private husholdning!.
Sikke noget sludder, at det gavner familielivet. Et meget stort antal ægtepar, er begge ægtefæller ansat i butiksfaget. På grund af manglende børnepasning, må disse forsøge at overtale deres arbejdsgivere om, at den ene arbejder om lørdagen, medens den anden så arbejder om søndagen, hvor blev familielivet så af Jenni?. Mange små selvstændige, det være sig supermarkeder eller udvalgsforretninger, har ikke økonomi til aflønning af ansatte. Dette betyder at børnene tilbringer lørdag-søndag i forretningerne, er det, hvad du syntes er et godt familieliv Jenni?. Nu tales der så meget om fødevarer, men Jenni, har du overset, at disse handler med andre ting end fødevarer, brancheglidningen er foregået over mange år. Idag kan du faktisk få dit behov dækket ved at besøge disse forretninger, og det du mangler, kan du få i specialbutikkerne, som gerne er tilknyttet disse forretninger, jeg forstår udemærket at disse specialbutikker følger de store i deres åbne/lukketider. Spørgsmålet er så bare, hvad kan butikkerne uden for storcentrene, såsom bykerner og i tyndt befolkede områder, så gøre Jenni?.
Feberkøbene bliver modsat din mening væsentlig større. Lækkermunden tager i stort omfang over, når man bliver bomberderet med lækkerier, som stort set kun eksisterer i de store butikker. Derfor ryger der meget mere ned i indkøbsvognen
behov???
Skrevet af I Hansen, Søndag den 30. september 2012, 21:54
Prøv at gå ind i et supermarked eller i en center efter spisetid - der er laaaangt mellem kunderne!!! Så at kalde det et behov der skal dækkes er skudt langt over målet!!...det samme gælder søndage.
Branchens udmelding handler ene og alene om at prøve at sparke et behov igang - som reelt ikke er der.
Synd for??...det er synd for alle mennesker at alt flyder, og der ikke er noget at glæde sig til, og ikke er forskel på hverdag og weekend.
Hvorfor skal vi kunne alt 24/t???...hele året rundt?...der er ikke engang noget der hedder at spise efter årstiden mere - alt skal kunne købes heeeele året -døgnet rundt...........eller sagt på en anden måde- valget skal være der HVIS nu vi får lyst!!
Ting taber sin herlighedsværdi!!
En anden konsekvens er tabet af de små butikker - øv hvor bliver al ting koldt og farveløst.
okay -de unge kan få studiejobs i supermarkeder og centre om aftenen og i weekends - men det er jo ikke derfor man ændrer lukkeloven....det er IKKE et kundeBEHOV....der er ingen, for hvem det er et must at handle om søndagen eller om aftenen....alle har køleskab og fryser.
søndagsåben
Skrevet af kenn, Søndag den 30. september 2012, 21:38
Jeg vil håbe at de der har vedtaget dette kommer til at abejde i butik, således at de kan prøve at få passet deres børn om aftenen og i weekenderne. men det er der jo ikke stor sansynlighed for!
Der har været søndagsåbent i mange år!
Skrevet af Torben S, Søndag den 30. september 2012, 17:51
Nu har der altid været mulighed for at handle om søndagen, først i døgnkiosker og siden i de mindre supermarkeder, med en omsætning på under 15 mill. (tror jeg). Derfor har den danske befolkning aldrig behøvet at gå sultne i seng.
Mange små og nystartede supermarkeder har overlevet ved at have de fleste søndage for dem selv. Det er slut nu, og det er sikkert også slut med deres_eksistens, efter denne lovs ikrafttræden. Dette vil især ramme i de tyndere befolkede områder, nu vil søndagen blive brugt til en kombineret indkøbs- og udflugttur.
Det betyder sandsynligvis også meget for udvalgsforretningerne. Disse har ikke økonomi til at lønne medarbejderne på disse dyre dage.
Dette vil helt klart gå ud over bykernernes forretninger, idet en stor del af handelen vil blive flyttet til oplevelsescentrene i yderkanterne af de større byer. Et skrækeksempel kan opleves i Frankrig, her er mange mindre byers bykerner ved at uddø, det første tegn er indførelselse af middagslukket, for at holde lønningerne nede, med det resultat at folk kører til de store centre omkring byerne.
Jeg tror ikke på diverse livsstilskonsulenter og brancherelaterede såkaldte specialister, når de f.eks. siger at madspiildet reduceres. Det er velkendt, at når kunder besøger de mega store centre, så ryger der meget mere ned i indkøbsvognen.alt i alt vil dette betyde et større madspild, og impulskøb af unødvendige varer, som måske kun bliver brugt en enkelt gang. Som der skrives, spiser folk ikke mere rugbrød, men er det ikke essensen af denne lov. Brancheforeningerne er udmærket klar over denne situation, mange bliver fristet til at købe
flere luksusvarer, og forretningerne i disse store centre, får dermed
også en højere omsætning. Hvilken forældre kender ikke til problemet med skrigende børn, der tigger om dit og dat, og for de andre kunders skyld, og for turens succes, ryger der også der mange unødvendige varer i vognen.
Resultatet bliver, døde midtbyer, en tynd butiksstruktur i de tyndere befolkede områder og ikke mindst en større ledighed, da de store butikker ikke skal bruge så stor en % af omsætningen i lønsum.
Derfor kære forbruger, nyd det så længe det er sjovt at køre langt efter disse centre. Husk dog på senere, at det var jer selv der forringede jeres adgang til dagligvarerne.
Der mangler en svarmulighed!
Skrevet af J.Hansen, Søndag den 30. september 2012, 17:30
Det er jo aldeles umuligt at besvare det tåbelige spørgsmål BT stiller. Søndagsåbent er ikke sagen og ikke synd for medarbejderne.
SØNDAGSÅBENT ER SYND FOR MENNESKER! Tror pokker at flere og flere bliver mentalt forstyrrede af al den larm og uro!