København. Over 500 kvinder i Nordjylland har ventet længere, end loven foreskriver, på en opfølgende undersøgelse efter en screening for brystkræft.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Efterfølgende har det vist sig, at 56 af kvinderne har fået konstateret kræft eller forstadier til kræft.

- I Sundhedsstyrelsen ser vi med stor alvor på, at regionen har haft utilstrækkelige procedurer for vurdering og indkaldelse af kvinderne, når mistanke om kræft opstår ved borgernes deltagelse i screeningsprogrammet for brystkræft, siger enhedschef Janet Samuel, Sundhedsstyrelsen.

Reglerne siger, at regionen skal tilbyde en dato for forundersøgelse senest to uger efter, at der er opstået mistanke om kræft i forbindelse med en screening for brystkræft.

Men det krav er ikke blevet opfyldt af Region Nordjylland, for så vidt angår 519 kvinder.

De blev i stedet undersøgt mellem en og 53 kalenderdage efter fristen på de to uger.

Overskridelsen er sket i perioden fra 1. maj 2014 til og med 10. februar 2017.

Overskridelsen skyldes primært uklare procedurer for vurdering af røntgenbilleder, hedder det.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at man på baggrund af overskridelsen af tidsfristen har haft en dialog med regionen.

- Vi har haft en god dialog med Region Nordjylland, og vi er tilfredse med de ledelsesmæssige skridt, regionen har taget i forhold til de berørte kvinder og til fremover at sørge for at få indkaldt til forundersøgelser efter mammografiscreening i tide, siger Janet Samuel.

I begyndelsen af 2017 kom det frem, at der også har været problemer med rettidige undersøgelser i Region Syddanmark.

Her kom det frem, at 811 kvinder ikke var blevet undersøgt til tiden. 138 af dem har efterfølgende fået konstateret brystkræft.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) beklagede efterfølgende forløbet.

- Det er en fejl, der ikke skal ske. Det beklager vi selvfølgelig rigtig meget og sender en undskyldning til dem, der er blevet berørt af det her, sagde hun.

/ritzau/