Vores hjerne er en monohjerne, siger forskere, og hvide føler f.eks. mere empati over for hvide og sorte over for sorte. Er ideen om et multietnisk Bruxelles eller København dermed en umulighed?
Hvordan kunne Ibrahim el-Bakraoui gå ind i afgangshallen i lufthavnen i Bruxelles og betragte sine medmennesker – og så udløse en selvmordsbombe?
Hvordan kan Donald Trump og Ted Cruz konkurrere om at love at »tortere« og »tæppebombe« flest medmennesker i mellemøstlige lande?
Hvordan kan den muslimske terrorist og de amerikanske politikere betragte andre mennesker og så nihilistisk pønse på at slå dem ihjel? Svaret er ifølge hjerneforskere, at de ikke ser de andre mennesker som ligeværdige medmennesker, og det er de ikke ene om. Racisme er en urmenneskelig egenskab, og vores hjerne er en rigtig monohjerne.
Konklusionen fremgår af en nylig artikel i det videnskabelige og digitale magasin Aeon. »Er vi alle racister,« spørger artiklen, som gennemgår den relevante forskning siden 2009 og besvarer sit eget spørgsmål med et rungende »ja.« Forskerne har brugt enhver neurovidenskabelig teknik til at måle racisme, og de når hver gang til det samme svar: Vi tænker i racer. Hvide identificerer sig med hvide, sorte med sorte, asiater med asiater, og vi identificerer os også i modsætning til de andre racer, skriver forfatteren, den amerikanske hjerneforsker og journalist, Princess Ojiaku.
Derfor er det nemt nok at sige, at vi skal bekæmpe terrorister ved at integrere Molen-beek i det øvrige Bruxelles og Nørrebro i København, men – som en opfølgende diskussion i magasinet spørger – er det ikke de facto umuligt? »Når vores hjerner ubevidst er racistiske, kan vi så overhovedet skabe et multietnisk samfund?«
Vi kan forsøge alle mulige modeller, men vores hjerne er skruet sådan sammen, at vi altid vil se på hinanden som problematisk anderledes.
Hjernens racetænkning
Forskerne bruger bl.a. målinger af en såkaldt »empati-kløft« til at måle hjernens racetænkning. Det klassiske eksperiment handler om at lade forsøgspersoner af forskellige racer se en video, hvor f.eks. en hvid hånd og en sort hånd bliver stukket af en nål. Forskerne måler hjernens kemiske reaktioner på nålestikkene, og resultaterne fra undersøgelser fra universiteterne i Bologna, Milano og Wien er enslydende: Hvide føler mere empati over for det hvide nålestik og sorte over for det sorte.
Sådan en empatikløft får konkrete konsekvenser. Det er f.eks. ikke et tilfælde, at hvide læger i USA giver sorte patienter mindre smertestillende medicin end hvide, og det er heller ikke et tilfælde, at hvide betjente i USA skyder flere sorte mistænkte end hvide, forklarer artiklen. Hvide læger og hvide betjente ser sorte som i stand til at tåle mere smerte og udøve større smerte end hvide og som mindre end medmenneskelige.
Derfor kan Ibrahim el-Bakraoui detonere sin bombe, fordi han ikke ser medmennesker omkring sig i lufthavnen, og derfor kan Trump og Cruz turnere med løfter om tortur og tæppebombardement, fordi de ikke ser medmennesker i den modtagende ende af løfterne. Det er empatikløften i aktion.
Hvad vi gør ved den slags urracistiske instinkter?
Det mest oplagte svar er at slå ud med armene og sige, at »krage søger mage.« Hvide må bo i de hvide lande, kristne i de kristne, sorte i de sorte, muslimer i de muslimske. Multi-samfundet er en neurologisk umulighed. Hvis Ibrahim el-Bakraoui var blevet hjemme i Marokko, og hvis Belgien kun var et hjemland for flamsk- og fransktalende belgiere, var problemet løst.
Vi kan ikke skrue tiden tilbage
Men det oplagte svar forsøger at besvare et spørgsmål anno 2016 med et svar anno 1956, for den vestlige verden er allerede en multi-verden. Ibrahim el-Bakraoui var ikke den eneste ikke-krage; 1,35 mio. mennesker i Belgien kommer fra ikke-vestlige lande. Omar Abdel Hamid El-Hussein var ikke den eneste ikke-krage; 400.000 mennesker i Danmark kommer fra ikke-vestlige lande. Alt sammen eksklusive de nuværende flygtninige.
Vores monohjerne befinder sig i en multi-tid, og hverken bomber, tortur eller tæppebomber kan lave om på det, og derfor er de neurologiske og psykologiske undersøgelser på én gang oplysende og irrelevante. De forklarer, hvorfor Molenbeek og det øvrige Bruxelles har så svært ved at finde hinanden og også Nørrebro og det øvrige København: De ser på hinanden og ser nogle andre og mindre end sig selv.
Men undersøgelserne er samtidigt så irrelevante, for Molenbeek og Bruxelles er der, Nørrebro og København er der, side om side, og det er en ubenægtelig kendsgerning. Og at forsøge at benægte det ubenægtelige gør os lige så kloge eller dumme som Ibrahim, Omar og Donald Trump.
