Forleden kunne BT afsløre, et hold medicinstuderende i Aarhus nærmest havde fået et 12-tal foræret til en eksamen. Nu viser det sig, at det eksempel ikke står alene.

For til en statistik-eksamen på erhvervsakademiet CphBusiness i København fik 54 markedsføringsøkonomi-studerende udleveret en eksamen, der var identisk med én, de tidligere havde fået udleveret. Og det forudsigelige skete: Alle fik topkarakteren 12.

Eller rettere sagt: Alle var på vej til at få 12. For to dage efter eksamenen udsendte områdechef på CphBusiness, Susanne Rievers, en mail til de studerende, hvori hun beklagede fejlen og - modsat af eksemplet fra Aarhus Universitet - fortalte, at alle måtte tage eksamenen om.

»Jeres besvarelser kan derfor ikke bruges til at bedømme jeres evner til at klare læringsmålene for faget. Flere af jer har jo netop valgt faget for at kunne dokumentere over for andre institutioner (f.eks. CBS) at I kan statistik. Derfor må jeg desværre stille krav om, at I alle tager en omeksamen i faget,« skriver Susanne Rievers i mailen til de studerende. Senere har Rievers ifølge en studerende sagt, at man »kan se, at alle har benyttet sig af facitlisten«.

Som BT onsdag kunne berette, var 156 ud af 157 deltagere til en medicineksamen på Aarhus Universitet endt med at få 12, fordi prøven ved en fejl kun bestod af spørgsmål fra tidligere eksamenssæt. Eksamenssæt - inklusiv de korrekte svar - som de studerende havde fået udleveret, og hvis spørgsmål de let kunne genkende.

Læs også:

I Aarhus var udmeldingen dog helt klar: De studerende skulle ikke gå om eller straffes for universitetets fejl. Derfor fik de alle lov til at beholde deres karakterer.

»De har jo ikke gjort noget forkert,« sagde institutleder Kristjar Skajaa til BT.

Men sådan spiller klaveret altså ikke på CphBusiness. Hér står de studerende nu over for at skulle tage eksamenen om enten den 19. januar eller 9. februar. Det betyder, at de igen skal bruge flere dage på at læse op, og nogen skal endda tage prøven fra udlandet, hvis de er taget på udveksling.

Uddannelsesdirektør på CphBusiness, Gregers Christensen, forsvarer beslutningen og siger, at man ikke havde noget valg.

»Vi følger vores eksamensbekendtgørelse slavisk. Der er sket en fejl, og - for fanden - hvor er det noget øv, og hvor er det beklageligt. Men sket er sket, og når der er tvivl, så siger bekendtgørelsen, at de skal gå om,« siger han og henviser til, at man som erhvervsakademi har en anden eksamensbekendtgørelse end universiteterne.

Læs også:

Gregers Christensen kalder fejlen, som betød, at de studerende fik det gamle eksamenssæt, en »menneskelig fejl, der ikke kan forklares«.

»Det er en brøler. En bommert,« siger uddannelsesdirektøren og erkender, at de studerende står i en »lortesituation«, de ikke selv er skyld i.

Derfor overvejer man på CphBusiness nu også, hvordan man kan kompensere de studerende, det går ud over.

»Vi har talt om at give dem en eller anden kompensation bagefter. Ikke i kroner og ører og heller ikke i højere karakter. Men en eller anden kompensation, der signalerer: 'Ved I hvad, venner? Det må I sgu undskylde, det her',« siger Gregers Christensen.

Hvilken kompensation kunne det være?

»Jamen, det kunne være at give noget ude i byen. Jeg vil helst ikke være helt konkret på nuværende tidspunkt, men et eller andet for det er sgu noget lort, vi har lavet. Færdig.«

BT efterlyser de uheldige eksamensgængere: