Hver femte kirurg får ikke vasket hænder, når de har været på toilettet.

Det konkluderer en gruppe danske forskere i en undersøgelse, de har lavet på en kongres for kirurger i den amerikanske by Chicago.

I løbet af kongressen overvågede lægerne 50 toiletbesøg, som kirurgerne foretog. I 10 af tilfældene vaskede lægerne ikke hænder efter toiletbesøget, og det kan være en alvorlig sag.

Hvis ikke kirurgerne har en ordentlig håndhygiejne, når de er på arbejde, er der risiko for, at de overfører alvorlige infektioner og smitsomme sygdomme til patienterne.

I undersøgelsen vurderer lægerne, at syv procent af alle hospitalspatienter i løbet af indlæggelsen får en infektion.

»God håndhygiejne betragtes som en af de vigtigste metoder til at undgå den type infektioner, men det er imidlertid vanskeligt at opretholde en god håndhygiejne blandt personalet,« skriver forskerne i en artikel, der er bragt på Ugeskriftet.dk og i Ugeskrift for læger.

Resultatet af undersøgelsen kommer bag på kirurg Henrik S. Jørgensen, der er næstformand i Dansk Kirurgisk Selskab.

»Det er et noget overraskende resultat, når det drejer sig om lige præcis kirurger. Det er foruroligende, for man tænker, at specielt læger burde vide bedre,« siger han til Videnskab.dk.

Ved en anden amerikansk kongres, hvor forskerne lavede den samme undersøgelse, var det kun en ud af 50, der ikke vaskede hænder efter at have været på toilettet.

Forskernes artikel er bragt i Ugeskrift for lægers julenummer, der også rummer nogle skæve og humoristiske artikler. På trods af at undersøgelsen er lavet med det sigte, så mener Jacob Rosenberg, en af forskerne bag undersøgelsen, resultatet er bekymrende.

»Det er ren dumhed, som kirurgerne udviser. Så jeg håber sandelig ikke, at de gør det samme på hospitalerne,« siger Jacob Rosenberg til Videnskab.dk.