Kommunikationsselskabet Waterfront har udleveret strengt fortrolige oplysninger om journalist Lars Abild til DSB.

Waterfronts direktør, Lars Poulsen, har i en mail til DSBs underdirektør Peder Nedergaard Nielsen, beskrevet, at Lars Abild lider af såkaldt gammelmands-epilepsi, som han var i medicinsk behandling for, og at han ‘var for syg til at arbejde’. Det kunne DR Nyheder afsløre i TV Avisen mandag aften.

I mailen står der bl.a:

- Sygdommen betyder, at han ikke kan passe et almindeligt job med faste arbejdstider, og det har gjort ham bitter.

Lars Abild var på det tidspunkt ansat som freelancer hos Waterfront, og dermed er der tale om fortrolige oplysninger af en medarbejder, der blev givet videre. Ifølge flere eksperter er det både ulovligt og strafbart at videregive og modtage personlige oplysninger.

Sagen kommer i kølvandet på søndagens afsløringer, hvor DR magasinet 21 Søndag kunne berette, at DSB igennem to år har betalt PR-firmaet Waterfront op mod fem mio. kr. for at holde journalist Lars Abild fra at skrive kritiske historier om koncernen.

Danmarks Radio kunne blandt andet fremlægge en mail fra Waterfronts direktør Lars Poulsen til DSBs underdirektør Peder Nedergaard Nielsen, der indeholdt følgende ordlyd:

- Vi har en årrække samarbejdet med Abild for at sikre, at han afstår for at presse DSB i medierne, skrev Lars Poulsen

Lars Abild skulle, ifølge Danmarks Radio, pålægges så mange arbejdsopgaver, at han reelt ikke havde tid til at researche på historier om DSB, som kunne stille koncernen i et dårligt lys.

Waterfront havde en freelance-aftale med Lars Abild, som årligt modtog cirka 500.000 kr. fra Waterfront for sit arbejde. Lars Abild vurderede selv overfor Danmarks Radio, at han brugte 30 timer om ugen på arbejdsopgaver fra Waterfront. Han mistænkte ikke, at Waterfront, som han var tilknyttet hos i perioden 2009-2011, var betalt af DSB for at bremse hans kritiske fokus på DSB.

Lars Abild fortæller til TV-Avisen, at han er rystet over, at hans personlige oplysninger er blevet videregivet i en mail til DSB.

- Han skriver, at jeg tager stærk medicin, men han aner ikke, hvilken medicin jeg får, og hvordan den påvirker mig, siger han

- Der er åbenbart ingen nedre grænser for de mennesker, siger han.

Direktøren for Waterfront, Lars Poulsen, der har videresendt de personlige og intime oplysninger til DSB siger til TV Avisen, at mener det er i orden, han har sendt mailen, fordi DSB kendte Lars Abild.

- Og fordi jeg synes, det forklarer, hvorfor han agerer sådan i den bestemte situation. Men hvis det er rigtigt, at jeg har overtrådt loven, så er det meget beklageligt, siger han.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ BT.DK'S FACEBOOK-SIDE HER