Den kommende uge byder på voldsomt blæsevejr, og temperaturen vil føles som minus 15 grader over hele landet.

Vinteren er langt fra ovre.

I de kommende dage vil det blæse voldsomt, og temperaturen kommer derfor til at føles isnende kold.

For selvom termometeret kun sniger sig ned på et par graders frost, vil kraftig vind gøre, at temperaturen vil opleves som kulde på omkring 15 minusgrader.

- Hvis man gik ud i vejret i dag, er der jo ikke nogen vind, og temperaturen er kun et lille stykke under frysepunktet.

- Men i løbet af natten vil det blæse op, og et par graders frost vil derfor føles isnende kold på huden, siger metrolog Jesper Eriksen fra DMI.

Han forklarer den uheldige cocktail af frost og vind - den såkaldte chill-faktor, som gennem de næste dage vil knuge sig om landet og pakke alt og alle ind i kulde.

- Kroppen prøver at opvarme de luftlag, der er lige udenfor huden, men når det blæser kraftigt, kan kroppen ikke følge med, og så føles det altså forfærdeligt koldt, siger Jesper Eriksen.

Den bidende kulde og hårde østlige vind vil i første omgang fortsætte indtil torsdag.

- Det er stadig usikkert, hvad der kommer til at ske frem mod weekenden. Vi er sikre på, at kulden fortsætter, men måske aftager vinden, så det ikke vil føles helt ligeså koldt, siger Jesper Eriksen.

Den kommende uges kulde vil være ledsaget af en smule sne i sydvest søndag, men ellers vil det være mest tørt.

/ritzau/