Der er pludselig kommet voldsomt blus under det globale termometer. Forklaringen ligger især begravet i verdens største ocean. Men måske »slipper« Danmark for den overvældende hede.
Om få år vil vi se tilbage på årene her omkring 2015 som et vendepunkt i Jordens klimahistorie.
Sådan lyder spådommen fra professor Adam Scaife, der har stået i spidsen for en opsigtsvækkende rapport, som i den forgangne uge blev offentliggjort af det nationale britiske meteorologiske center, Met Office.
Forudsigelsen skyldes ikke bare, at 2014 ifølge adskillige globale analyser blev det varmeste år, der er direkte målt på kloden.
Den skyldes i endnu højere grad, at alt peger på endnu mere blus under klodens store termometer i både 2015 og 2016. Den såkaldte globale varmepause, der i nogen grad herskede i årene 1998 til 2013, er ikke bare definitivt brudt. Den synes i færd med at revne som en gigantisk varmluftballon. Nogenlunde sådan må man udlægge teksten i den britiske rapport.
For første gang ser det nu ud til, at den globale middeltemperatur stiger til mindst 1,0 grader over niveauet før industrialderens begyndelse. Jordens klima er dermed på vej til at ramme en milepæl og har kun yderligere én grad tilbage, før grænsen til de »farlige og uafvendelige klimaforandringer«, som bl.a. FNs klimapanel advarer om, bliver passeret.
Der er flere grunde bag. Den centrale er fortsat den bagvedliggende menneskeskabte drivhuseffekt, der til stadighed gør det sværere for Jorden at slippe af med Solens varme.
Men den aktuelle himmelflugt på temperaturskalaen – glasuren på kagen som det udtrykkes – skyldes især et par enorme naturfænomener hinsides menneskelig indflydelse.
Det mest nærværende er »drengebarnet« El Niño – det storslåede hav- og atmosfærefænomen som med få års mellemrum driver temperaturerne op i og over den tropiske og østlige del af Stillehavet.
Dette års drengebarn ligner imidlertid en muskuløs, ung mand. Ifølge alle analyser ser den aktuelle El Niño ud til at blive den kraftigste siden 1997-98.
Dengang var klimafænomenet i stand til at presse 1998 frem til det klart varmeste år i hele det 20. århundrede. Men mindst lige så væsentligt var dets evne til at vende op og ned på velkendte klimamønstre og anrette skader for dengang over 200 mia. kroner. Hvilket både skyldtes svigtende høst og omfattende skovbrande som følge af tørke i store dele af Østasien og ødelæggende oversvømmelser hele vejen fra Argentina og op til Californien.
Dette års El Niño ventes først at kulminere til vinter, men der er allerede tegn på, at den er begyndt at forandre vejr og klima den halve klode rundt – fra flere supertyfoner i Stillehavet over en svækkelse af den indiske monsun til oversvømmelser i Buenos Aires. Når »drengebarnet« er mest overvældende i sin styrke om tre-fire måneder, ventes temperaturen i dele af Stillehavet at være cirka to grader over det normale.
Men om muligt endnu mere opsigtsvækkende er aktuelle forandringer i et parallelt stillehavsfænomen ved navn PDO (Pacific Decadal Oscillation). Det er en naturlig klimavariation i Stillehavet, som svinger frem og tilbage mellem kolde og varme faser med 15-30 års mellemrum.
Siden årtusindskiftet har PDO været i en negativ og dermed kølig fase. Men næsten alt peger på, at den nu er begyndt at vende tilbage til en længerevarende varm periode. Også det vil efter alt at dømme, sammen med menneskers drivhusgasser, drive de globale temperaturer op med deraf følgende hyppigere ekstreme vejrbegivenheder på kloden.
Kigger man på den globale temperaturkurve gennem det 20. århundrede, synes der at være en sammenhæng mellem kurvens bølger og kølige og varme faser af PDO. Tydeligst er det i årene 1940-1970, da PDO var overvejende negativ og dermed kølig. I samme periode steg den globale middeltemperatur stort set ikke. Hvorefter kurven gik brat op, da PDO atter blev positiv og varm.
Både El Niño og en positiv PDO er tegn på, at varme, der har ophobet sig dybt nede i verdens største ocean, er begyndt at vende tilbage til overfladen og dermed atmosfæren.
Det ekstra nøk på det globale termometer i denne tid har allerede afsat tydelige spor.
Tag f.eks. den markante og 650 km lange Sierra Nevada-bjergkæde i Californien og Nevada. En ny og omfattende analyse, der bl.a. er offentliggjort i månedsbladet National Geographic, viser, at dette års snedække i de op til 4.400 meter høje bjerge er det i særklasse mindste i over 500 års historie. 1. april i år var den samlede snemængde i Sierra Nevada bare fem procent af gennemsnittet på samme tid af året i perioden 1951 til 2014.
Der er uden tvivl en sammenhæng mellem det tynde snedække og denne sommers talrige hedebølger og omfattende tørke i Californien. En tørke, der har medvirket til at skabe de historisk mange skovbrande, der hærger delstaten i disse uger.
Eller tag provinserne lige nord for Tokyo i Japan. Her druknede flere byer for en god uges tid siden i nedbørsmængder, der trodser al historisk erfaring, og som skabte minder om den frygtelige tsunami, som hærgede en række af de samme områder for godt fire år siden.
I byen Kanuma 100 km nord for Tokyo faldt der på et døgn 444 mm regn, hvilket er mere end det dobbelte af den tidligere nedbørsrekord i byen. I den nærliggende by Nikko, der er berømt for sine smukke og gamle templer, faldt der samme døgn 551 mm regn: to tredjedele af hele Danmarks årsnedbør.
Det kan naturligvis være en statistisk tilfældighed. Men sandsynligheden for så vilde nedbørsmængder er langt højere i en verden med rekordhøje hav- og lufttemperaturer. For højere temperaturer er identisk med mere energi i klimasystemet – som at tilføre benzin til vejret.
Eller tag Vestgrønland. Her rev et isbjerg på størrelse med hele New York-øen Manhattan sig løs fra Jakobshavn Isbræ i slutningen af august – muligvis det største skred, der nogensinde er iagttaget på en grønlandsk gletsjerfront. Jakobshavn Isbræ er Grønlands største og hurtigste og smelter i et så voldsomt tempo, at den alene stod for én millimeter af den globale havvandsstigning i årene 2000 til 2010.
Men alt dette indebærer ikke nødvendigvis, at også det specifikke område af verden, der hedder Nordeuropa, bliver ramt af mere ekstremt vejr med ubærlige hedebølger og rekordstore skybrud.
På samme måde som Stillehavet har sin årtier lange cyklus, sin PDO, så har Atlanterhavet en tilsvarende cyklus, blandt klimaforskere kendt under navnet AMO (Atlantiske Multidecadiske Oscillation). Siden årtusindskiftet har den atlantiske svingning været positiv, hvilket betyder, at den har ført lidt varmere vand end normalt op til overfladen nær bl.a. Nordeuropa.
Men ifølge en artikel i forskningstidsskriftet Nature i maj i år er AMO begyndt at blive svækket, hvilket er et tegn på en forestående negativ og dermed kølig fase. Og nedkølingen kan sagtens komme til at stå på i både 20 og 30 år.
Det vil slet ikke være nok til – på den globale skala – at modvirke varmepåvirkningen fra Stillehavet og den menneskeskabte drivhuseffekt. Men i Nordeuropa, herunder Danmark, vil konsekvensen sandsynligvis blive køligere og mere tørre somre, skriver Met Office.
Dertil kommer en parallel artikel fra det tyske Alfred Wegener-institut i tidsskriftet Geophysical Research Letters. Den hævder, at tidligere forskning efter alt at dømme har undervurderet konsekvensen af tilstrømningen til Nordatlanten af stigende mængder koldt ferskvand fra Grønland, herunder fra Jakobshavn Isbræ.
Det iskolde smeltevand, for tiden flere hundrede kubikkilometer årligt, lægger sig som et låg ovenpå det tungere og varmere saltvand, hvilket i højere grad end tidligere antaget vil blokere for de varme havstrømme, ikke mindst Golfstrømmen, mener de tyske forskere.
Så noget tyder på, at det bliver ualmindeligt spændende klimatider, som Danmark og vores nordvesteuropæiske nabolande går i møde i de kommende årtier. Måske vil vi i en længere årrække blive en relativt kølig »oase« midt på en stadigt hedere planet. Alt imens havet stiger støt og begynder at kravle hen over vores halvkolde kyster.
Dog bør man være opmærksom på, at mængden af videnskabelige klimanyheder synes at vokse nærmest eksplosivt i denne tid. Hver uge byder på nye mere eller mindre alarmerende forsknings-resultater, og nogle er mere spekulative end andre.
For eksempel fremlagde et andet tysk forskerhold – fra Potsdam-klimainstituttet – for få dage siden en mindre dommedagsnyhed, nemlig at praktisk taget hele Antarktis vil smelte og verdenshavene stige med mere end 50 meter, hvis mennesker skulle finde på at afbrænde alle kendte lagre i undergrunden af kul, olie og gas.
Tidshorisonten er imidlertid på langt over 1.000 år og dermed svær at forholde sig til for mennesker, der har det med at leve i nuet, og som derfor kun vanskeligt kan forholde sig til spådomme, der rækker længere frem end 20-30 år.
Men for forskerne gælder det om at have deres store rapporter ude, før det nærmest altafgørende FN-klimatopmøde COP21 går løs i Paris om knap tre måneder.
Med dommedagsklokker rungende over klimaforhandlere og statslederes hoveder må det blive vanskeligere at overhøre advarslerne fra videnskaben. Synes forskernes logik at være.
