»Jeg har tilgivet min bror. Det var hans sygdom, der dræbte mor og far.«

Sådan lyder de første ord fra storebroderen til krigsveteranen Lars Kragh, der er sigtet for at have taget livet af sine forældre - 69-årige Kirsten Kragh og 74-årige Jørgen Kragh.

Det nemmeste for Thomas Kragh ville være at blive vred. Eller at ønske det værste for lillebroderen, som lider af posttraumatisk stress syndrom (PTSD).

»Men det kan jeg ikke,« skriver han i et åbent brev, som TV 2 Østjylland har gengivet i fuld længde.

»Den Lars, som jeg er vokset op sammen med, har ikke gjort dette her. Lars er desværre blevet meget syg i sindet, og den psykotiske tilstand, han har befundet sig i, har udløst denne ulykkelige handling,« skriver han videre.

Familietragedien strakte sig over flere dage i begyndelsen og midten af juli. Lørdag den 9. juli efterlyste Østjyllands Politi både Lars Kragh og hans forældre, da ingen havde set dem siden om torsdagen.

Efter at have ransaget krigsveteranens hus oplyste politiet, at man forstod de pårørendes bekymring.

Tre dage senere blev Lars Kragh anholdt i forældrenes bil ved Vonge Kirke i Midtjylland. I bilen fandt politiet også forældrene. Begge var døde.

»Det var hårdt, tragisk og fuldstændig surrealistisk. Samtidig var det en lettelse, at vi fik vished om deres skæbne og ikke mindst, at de blev fundet,« skriver Thomas Kragh i sit åbne brev.

Lars Kragh blev anholdt og sigtet for dobbeltdrabet. Selv nægter han sig skyldig, men han erkender, at han har slået sine forældre flere gange med en økse. Det er imidlertid sket i nødværge, forklarede han ifølge dommeren under det efterfølgende grundlovsforhør.

Han blev fængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling frem til den 10. august, men han nægter at tale med læger, da han ikke selv mener, at han lider af PTSD.

Det er storebror Thomas Kragh dog ikke i tvivl om, at han lider af.

»Lars lider af PTSD. Men jeg vælger at sige, at det ikke er den lidelse, der har fået ham til at dræbe vores forældre. Men da han ikke har erkendt sin sygdom, og derfor ikke har villet i behandling, er han blevet mere og mere syg. Det har så til sidst udløst en psykose, som har været fyldt med vrangforestillinger. Det er så dybt tragisk,« skriver han i sit åbne brev og fortsætter:

»Mine forældre bad ham indtrængende om at komme i behandling. De kunne jo se, at han var blevet meget syg i sindet og derfor ikke i stand til at tage vare på sig selv. Han trængte til hjælp. Det var så desværre også det, de kom til at betale den ultimative pris for ...«

Han indrømmer også, at han er vred. Ikke på lillebroderen, men på sygdommen og på det, den gjorde ved ham.

»Men den Lars, som jeg ved, er derinde et sted - den kærlige, omsorgsfulde og beskyttende Lars fra før han blev syg. Ham har jeg tilgivet. Og når det engang bliver muligt for mig, vil jeg give 'denne' Lars en krammer. Jeg håber virkelig, at han må få den fornødne hjælp der, hvor han er nu. Det har han brug for,« skriver Thomas Kragh.

Kirsten og Jørgen Kragh bliver bisat tirsdag den 26. juli klokken 14.00 fra Låsby Kirke.

Bisættelsen bliver privat og er kun for familien og de nærmeste venner.