Nu stiger ledigheden igen
Efter fire måneder på pause stiger antallet af ledige nu igen.
Efter fire måneder på pause stiger antallet af ledige nu igen.
Køen ved jobcentrene bliver nu igen længere. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at antallet af ledige steg med 1.500 personer i juni. Dermed stiger ledighedsprocenten til 6,3 procent efter at have ligget stabilt på 6,2 procent i de seneste fire måneder.
Bruttoledigheden består af de nettoledige og de aktiverede, der er jobklare. Fra maj til juni er nettoledigheden steget med 3.100, mens antallet af jobklare personer i aktivering er faldet med 1.600.
Dermed er antallet af ledige nu oppe på 164.200 i juni. Tallet snyder dog lidt, fordi ledighedsbegrebet dækker kun dækker over de jobsøgende. Siden krisen begyndte i 2008 er beskæftigelsen således faldet med 157.000 personer, mens ledigheden er steget med 97.000 personer.
Det skyldes, at mange enten ikke er berettigede til dagpenge eller kontanthjælp, går på pension, begynder et studie eller rejser til udlandet. "Selvom ledigheden er stabil med en lille pil opad er det desværre for tidligt at afblæse krisen på arbejdsmarkedet. Med de nuværende vækstudsigter for dansk økonomi forventer vi, at ledigheden kommer til at stige over de kommende måneder," siger Steen Bocian fra Danske Bank.
Der er mere dobbelt så mange mænd, der er blevet ledige fra maj til juni end kvinder. Fordelt geografisk ser det stadig værst ud i København og på Fyn, der begge har en ledighedsprocent på 7,7. Omvendt er ledigheden på Nordsjælland nede på 4,6 procent."Kommer der ikke mere gang i væksten, bliver det vanskeligt at få den vending på arbejdsmarkedet vi havde forudset ind i 2013," lyder vurderingen fra chefanalytiker Frederik I. Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.