Familien til den hjernedøde Top Model-deltager Anna-Maria Moström har taget en tung beslutning. De har accepteret, at respiratoren, der holder Anna-Maria Moström i live, skal slukkes.

Det skriver svenske Expressen.

- Jeg tror, at hun ved, at vi er her, og at vi gør det rette siger topmodellens far Ronny Moström til Expressen.

Onsdag blev modellen ramt af en bus, da hun cyklede på øen Roosevelt Island i New York. Hun fik så svære hovedskader, at hun blev erklæret hjernedød og siden har ligget i respirator. Efter ulykken er hun blevet opereret flere gange på det amerikanske sygehus Cornell Hospital.

Læs også:

Men mandag fik familien besked om, at lægerne ikke regnede med, at hun ville vågne af sin koma. Nu har familien besluttet, at tiden er inde til at give Anna-Maria Moström fred. De kan måske finde trøst i, at hendes organer vil blive doneret og på den måde hjælpe andre mennesker.

- I bedste fald kan hun redde 10 liv. Anna-Maria havde villet det. Hvis man kender hende er lige præcis den del (organdonation, red.) et let valg, siger Ronny Moström til Expressen.

Respiratoren bliver ifølge Expressen slukket tirsdag aften omkring 19 til 22 lokal tid, når lægerne har fundet passende modtagere af hendes organer.

Den 29-årige svenske kvinde, der var med i den svenske udgave af tv-programmet Top Model i både 2005 og 2006, flyttede efter programmerne til New York, hvor hun har boet siden.

Her ses den svenske topmodel-deltager Anna Maria Moström som hun blev præsenteret i Top Model Sverige i 2005.
Her ses den svenske topmodel-deltager Anna Maria Moström som hun blev præsenteret i Top Model Sverige i 2005. Foto: 75906 FREDRIK PERSSON
Vis mere