Nu skal Claus have nye sko: Fra kontanthjælp til stenrig

Jackpot: Claus kan snart skifte 'støtten' ud med millioner fra familiens rige fond.

Der er absolut intet ekstravagant ved 60-årige Claus Hede Nielsen fra Horsens ved første øjekast. Hans tøj er plettet, håret fedtet, og han halter rundt i en halvtom lagerbygning i Horsens, hvor han har taget et ulønnet PR-arbejde for at undgå jobcentrets pipfugle-kurser, som han siger.

- Jeg har intet, jeg ejer intet. Jeg er i RKI, jeg lever af kontanthjælp, og jeg bor på et værelse på 16 kvadratmeter til 1800 kr. om måneden. Jeg har ikke råd til at lave noget i min fritid, og jeg har lige knap råd til mad, der derfor altid ender med at være ugens tilbud i Rema 1000. Det er ren overlevelse, siger han.

'Jeg er temmelig tilfreds'

Men den situation kan der blive lavet godt og grundigt om på indenfor den nærmeste fremtid. For Claus er nemlig barnebarn af Niels Hede Nielsen, der grundlagde Hede Nielsen-koncernen i Horsens, som bl.a. producerede radioer, tv og cykler. Og Civilstyrelsen har netop afgjort, at Claus i 30 år er blevet uberettiget afskåret fra at få penge fra familiens stenrige fond. En fond på over 150 millioner kr.

- Jeg må nok sige, at jeg er temmelig tilfreds med den afgørelse, lyder det med jysk beskedenhed fra Claus Hede Nielsen, der ikke lægger skjul på, at han nok snart kan kalde sig millionær.

- Nu skal vi lige finde ud af, hvor mange penge det drejer sig om. Men det bliver i hvert fald i millionstørrelsen og helst et tocifret millionbeløb.

LÆS OGSÅ:Claus: Familien udsatte mig for et komplot

LÆS OGSÅ:Fonden svarer igen: Vi er ikke en familiens socialkasse, Claus

Det er Civilstyrelsen, der har taget sagen op på baggrund af en klage fra Claus Hede Nielsen, efter han havde studset over en oplysning i Hede Nielsen-koncernens 90-års jubilæumsbog fra 2006.

- Her stod der, at familiens fond havde to formål, hvilket undrede mig, da jeg altid havde troet, der kun var ét, nemlig at give midler til almene formål.

Efter længere tids juridisk tovtrækkeri med fonden lykkedes det i 2009 Claus samt enken til hans afdøde bror at få adgang til fondens oprindelige vedtægter fra 1971.

- Der stod, at fondens andet formål var, at der kunne støttes med op til 40 pct. af fondens årlige indkomst til familiemedlemmer. Den havde fondens bestyrelse efterfølgende fjernet, siger Claus.

Og det er altså den vedtægtsændring, som Civilstyrelsen nu fastslår er ugyldig, og som derfor gør Claus og hans brors enkes millionkrav mulige.

Og pengene falder i den grad på et tørt sted, siger Claus.

- Efter at have boet i udlandet siden 1973, hvor jeg havde forsøgt mig med forskellige virksomheder, endte jeg med at måtte dreje nøglen om. Så jeg kom hjem til Danmark i 2008 uden en krone på lommen.

Her skulle den detroniserede Claus Hede Nielsen ironisk nok hurtigt gense resterne af familiens storhedstid.

Endte i fogedretten

- Jeg kunne ikke betale depositum til min udlejer, så jeg endte i fogedretten i Horsens, hvor jeg blev dømt til at skulle betale 23.000 kr. Ironien er, at det foregik i min fars gamle kontor, da retssalen lå i Hede Nielsens gamle fabriksbygning i Horsens. Det var her, jeg endte i RKI. Det var altså en mærkelig oplevelse at gå op ad de trapper igen, siger han.

Med udsigten til at blive millionær er gælden dog ikke ligefrem Claus’ største problem.

- Nej, de er nok hurtigt betalt af. Men jeg tror sgu ikke helt på det, før pengene står på kontoen, siger han med et skævt smil, inden han løfter sløret for, hvad formuen skal bruges på.

- De penge er min pension. De skal investeres, så jeg kan leve af afkastet. Men først skal jeg lige have noget nyt tøj og et par nye sko.

Fakta - Hede Nielsen

Det østjyske industri-dynasti blev grundlagt af Niels Hede Nielsen, der begyndte med salg af cykler i 1906.

Hede Nielsen-fabrikker i Horsens har i tidens løb både produceret cykeldele, samlet knallerter og var på et tidspunkt Danmarks største radio- og tv-virksomhed.

Resterne af firmaet er i dag kendt som Air Liquide Danmark A/S, og familien lægger nu blot navn til familiefonden Hede-Nielsen, der hvert år uddeler et større millionbeløb til forskellige velgørende formål.

Læs også: