For at spare penge på flygtningeområdet planlægger kommunen nu at indkvartere flygtninge på Rindum Plejehjem.

Det stigende antal flygtninge, der kommer til Ringkøbing-Skjern Kommune, presser kommunens økonomi.

Det er især udgiften til midlertidige boliger, som er svær at holde inden for det beløb, man har afsat i budgettet.

På dette område har kommunen budgetteret med udgifter for 312.000 kroner i 2015, men allerede nu beløber udgifterne sig til 1,4 millioner kroner, og i 2016, hvor man ligeledes har budgetteret med 312.000 kroner, ventes udgifterne at blive væsentligt højere end i 2015.

Derfor har man fra kommunens side undersøgt mulighederne for at nedbringe udgifterne på området. Dette indebærer blandt andet, at Rindum Plejehjem stilles til rådighed for indkvartering af flygtninge i foreløbigt tre år.

Beskæftigelsesudvalget har allerede sagt god for dette, og tirsdag ventes økonomi- og erhvervsudvalget at give den endelige godkendelse.

På plejehjemsbesøg

Kommunens integrationsafdeling besigtigede i november Rindum Plejehjem og lavede på den baggrund beregninger for, hvad det vil koste at gøre det nedlagte plejehjem klar til at kunne huse 22 enlige flygtninge.

Dette vurderes at koste cirka 260.000 kroner, som ved fuld udlejning vil resultere i årlige huslejeindtægter på 560.200 kroner.

Reglerne er sådan, at kommunen er forpligtet til at anvise midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge, indtil man kan anvise permanente boliger.

Der er samtidig grænser for, hvor meget kommunen må opkræve i husleje fra flygtningene, og disse grænser gælder, uanset om disse indkvarteres i kommunens egne bygninger, som det er tilfældet med Rindum Plejehjem, eller man lejer sig ind hos private udbydere, som typisk er en noget dyrere løsning.

Det betyder også, at kommunen hænger på eventuelle merudgifter, som er forbundet med de midlertidige indkvarteringer.

Kritik af regeringen

Der har i den forbindelse været kritik fremme af, at regeringen har nedsat ydelsen til flygtninge, hvilket har gjort det sværere for kommunerne at finde permanente boliger, som flygtningene har mulighed for at dække udgifterne til.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) afviste for nylig under et besøg i Ringkøbing at kompensere kommunerne for disse merudgifter.

»Meningen er ikke, at man skal være på integrationsydelse. Meningen er, at man skal ud og have et arbejde. Det er den bedste form for integration, der findes, og det er derfor, vi har indført den her relativt lave ydelse,« sagde hun.