Fra lørdag klokken 20 og otte måneder frem vil Nørreports fjerntogsperron være lukket for trafik på grund af det omfattende renoveringsarbejde, der finder sted ved stationen, skriver B.dk.

Lukningen af perronen vil få konsekvenser for de 10.000 passagerer, som dagligt tager enten regionaltog, Øresundstog, InterCity- eller InterCityEkspres-tog fra stationen. De skal tage bus eller S-tog til enten Østerport eller Københavns Hovedbanegård for at komme videre med et InterCity- eller regionaltog.

Ifølge projektleder på Ny Nørreport, Mikael Bredsdorff fra Banedanmark, kommer renoveringen til at gøre perronen lysere og venligere at opholde sig på.

»Vi bygger nyt loft over perronen, lægger granitgulv og laver ny beklædning på vægge og søjler. Belysningen bliver også væsentligt forbedret. Vi går groft sagt fra et brunt og orange og temmelig mørkt stationsrum til et lyst og mere tidssvarende,« siger han i en pressemeddelelse.

Derudover udskiftes hele ventilationsanlægget på fjerntogsperronen.

»Vi er i fuld gang med at bygge nyt ventilationsanlæg, der har langt større kapacitet end det gamle. Når vi åbner igen, vil passagererne opleve en markant bedre luftkvalitet, når de venter på toget,« siger Mikael Bredsdorff.

DSB oplyser, at Rejseplanen.dk er opdateret med ændringerne for fjerntog ved Nørreport. Hvis alt går efter planen, åbner fjerntogsperronen igen for trafik mandag 14. april næste år.