Indtil nu har Danmark været forskånet for sne og kulde. Men fra søndag eftermiddag vil koldere luftgrader trække ned over landet, så temperaturen mange steder kommer under frysepunktet natten til mandag og mandag morgen.

- Den kommende uge bliver mere vinterlig, end hvad vi har været vant til ind til nu, siger vagthavende metrolog ved DMI, Olaf Mathiesen.

Senere op af mandagen vil en varmefront med nedbør ramme den sydvestlige og vestlige del af Jylland. Ifølge Olaf Mathiesen vil Nordjylland, Nordsjælland og Bornholm opleve, at nedbøren falder som sne og slud.

- Der kommer et snedække på nogle centimeter. Det vil ikke dog ikke være frysesne, siger den vagthavende.

Tirsdag morgen vil danskerne fortsat stå op til snefald i de nordlige og østlige egne, men efterhånden klinger nedbøren af, og temperaturen når op på et par plusgrader.

Fra onsdag bider kulden sig for alvor fast.

- Vi vil især se snebyger ved Østersøen med frost om natten. Selvom det bliver omkring 0 grader, vil det føles som minus 10 grader på grund af en frisk østervind, siger Olaf Mathiesen.