Godt nyt til sne-elskere: Kulde og sne på vej i weekenden. Men nyd det, liiige så længe, det varer. For det bliver en kort fornøjelse.

Så er det nu, du skal have luftet den nye vinterfrakke eller støvet kælken af.

Den kommende weekend bliver nemlig både kold og vinterlig. Og ja: Der er faktisk også lidt sne på vej til de heldige.

»Vi får vinter i nogle dage,« lyder det fra vagthavende meteorolog, Dan Nilsvall.

»Vinteren begynder med at komme lidt på besøg, ligesom den plejer,« tilføjer han.

Så hører du til dem, der længes efter sne under Sorel-støvlerne eller isklumper i hipster-skægget, så glæd dig til lørdag og især søndag.

Mini-vinteren begynder nemlig natten til lørdag, hvor temperaturerne kryber under frysepunktet. Men også natten til søndag og især til mandag bliver iskolde. Søndag nat kommer vi højst sandsynligt ned til mellem fem og ti graders frost, forudser meteorologerne.

Men som alt andet her i tilværelsen er heller ikke vintergoderne ligeligt fordelt. Derfor bliver din oplevelse af denne vinters første sne helt afhængig af, hvor i landet, du befinder dig.

Meteorologen forudser, at det især er Østjylland, Fyn, området omkring Lillebælt, den nordlige del af Sjælland og Lolland-Falster, der får sne i denne omgang.

»Men der kan også sagtens komme sne andre steder, men det er i de områder, at sandsynligheden er størst,« siger Dan Nilsvall.

Den første sne dukker op i løbet af lørdagen, og den vagthavende forudser, at det bliver som tøsne og slud i første omgang.

Kælkevejr bliver det først søndag, hvor der kommer mere sne, og hvor den også bliver liggende. Lidt i hvert fald.

»I løbet af søndagen bliver det mere hvidt i det hele,« siger han og tilføjer, at det højst sandsynligt bliver i begrænsede mængder som to til tre centimeter.

»Men nogle steder kan vi også få mellem fire til fem centimeter. Det kan blive lidt vinterligt.«

Vintervejret er dog kun på fransk visit i første omgang.

»Mandag kommer dagtemperaturerne igen op omkring fem grader, og tirsdag vil den meste af sneen været forsvundet. Onsdag kommer vi op omkring ti graders varme,« siger han.

Dan Nilsvall vil ikke love mere sne lige med det samme, for der er ikke særlig meget vinter i prognoserne, som de ser ud lige nu, påpeger han.

»Lige nu er der ikke ligger der ikke mere vinter og venter. Det ustadige og lidt kedelige vejr fortsætter, men prognoserne er noget svingende,« understreger han.