Hvis du er typen, der slet ikke kan få nok af cola, så er der godt nyt til dig, når du vågner op den 1. januar med tømmermænd.

Coca-Cola lancerer nemlig en helt ny type cola i Danmark ved årsskiftet, og den vil indeholde færre kalorier end de colaer, vi kender på markedet i dag.

Den nye cola bliver en ny udgave af den Coca-Cola life, som allerede er på det danske marked i dag og vil indeholde 10 procent færre kalorier end den Coca-Cola life, vi har haft på danske hylder i godt et år.

Det skriver Coca-Cola i en pressemeddelelse.

Ligesom den tidligere udgave er også den nye Coca-Cola sødet med steviaekstrakt og sukker, og den mere kalorielette version er nu opfundet, fordi læskedrikproducenten oplever et øget behov for mere kalorielette løsninger.

»Vi udvikler løbende læskedrikkene, så vi kan ramme forbrugernes ønsker og behov. Vi oplever, at flere og flere ønsker kaloriereducerede produkter, og det vil vi naturligvis gerne imødekomme – men selvfølgelig uden at gå på kompromis med smagen,« siger Charlotte van Burleigh, Country Manager for Coca-Cola Danmark.

Sødemidlet stevia stammer fra steviaplanten, som er 200 gange sødere end sukker - men uden kalorieindhold.

Coca-Cola blev skabt tilbage i 1886 af Dr. John S. Pemberton og sælges i dag i mere end 200 lande.