Man skal huske sin jakke, hvis man skal udfolde sig udendørs i weekenden.

Termometret vil næppe nå over ti grader, og om natten kan temperaturen snige sig faretruende tæt på frysepunktet. Faktisk kan nordjyderne og folk, der bor langt inde i landet, ligefrem opleve nattefrost.

Sådan lyder weekendens prognose fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

»Det bliver en hæderlig weekend vejrmæssigt. Der er formentlig tørvejr til de fleste danskere, men i den sydlige del af landet kan der komme enkelte byger henover weekenden,« siger vagtchef Frank Nielsen.

Fredagen byder primært på skyer og regn, men i den østlige del af landet bliver det, som dagen skrider frem, mere og mere tørt. Vinden bliver svag til jævn fra øst og sydøst. Ved kysterne i den nord- og østlige del af landet op til frisk vind.

Natten til lørdag byder på temperaturer mellem fem og ti grader.

Lørdag er der udsigt til lidt eller nogen sol mange steder, mens den sydlige del af landet også kan forberede sig på en regndråbe eller to.

Natten til søndag sniger termometret sig ned på mellem tre og otte grader, og det er her, at vi - afhængig af vind og skydække - kan komme endnu længere ned nogle steder.

Søndagen byder i de sydlige egne på enkelte byger, mens resten af landet overvejende får tørt vejr med lidt eller nogen sol. Let til frisk vind omkring øst, ved Østersøen kan der en overgang komme op til hård vind.

Natten til mandag kommer temperaturen ned på mellem tre og otte grader.