Tv-serien Borgen 'idylliserer' og 'glorificerer' prostitution, lyder kritikken fra københavnsk S-politiker, der har klaget til DR over Borgen.

Prostitution bliver fremstillet i et alt for positivt lys i DRs populære tv-serie Borgen, der for tiden bliver sendt hver søndag.

Sådan lyder kritikken fra socialordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen (S), der efter aftenens afsnit af Borgen har klaget til DRs bestyrelse.

- Prostitution bliver glorificeret i serien, og det, synes jeg, er usmageligt, siger han.

'Bekymrende'

Lars Aslan Rasmussen peger blandt andet på, at en piges popularitet bliver kædet sammen med, at hun prostituerer sig.

- Der er i afsnittet en person, der fortæller om en af hendes veninder, der er blevet den mest populære i klassen, fordi hun prostituerer sig, siger han.

Samtidig er der ifølge Lars Aslan Rasmussen flere faktuelle fejl, og det er problematisk, selv om der er tale om fiktion, mener han.

- Det er bekymrende, når man prøver at lave noget, der er fiktion tæt på virkeligheden, men at man så fordrejer det på den måde, siger Lars Aslan Rasmussen, der samtidig peger på, at de Konservative tidligere på ugen kom med samme forslag i forhold til prostitution, som tv-seriens hovedperson fremsætter i aftenens afsnit.

- Det, der er alvoren i det her afsnit, er, at der åbenbart bliver lavet politik ud fra det. De Konservative har stillet et forslag omkring prostitution, der er helt identisk med det, Birgitte Nyborg stiller, siger han.

Men Borgen er jo fiktion. Har DR ikke lov til at vise, hvad de vil?

- De har lov til at vise, hvad de har lyst til, men de må også kunne tåle at modtage kritik. De har et ansvar for, hvad de sender, og det ansvar lever de ikke op til denne gang. Der er faktisk unge kvinder, der bliver lokket af prostitutionsmiljøet, siger han.

DR svigter

I klagen, der er stilet til DRs bestyrelse, skriver Lars Aslan Rasmussen blandt andet:

- Jeg vil gerne bede Jer tage stilling til, om I synes det er rimeligt at promovere prostitution og komme med løgnagtige påstande for skatteydernes penge, for det er jo det der er tale om, skriver han og fortsætter:

- Jeg har respekt for Jeres kunstneriske frihed, men mener at I har et ansvar for hvilket billede i prøver at tegne af prostitution. Et ansvar DR fuldstændig svigter.

Synes du, at 'Borgen' fremstiller prostitution for idyllisk?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i BT tirsdag.