Ikke færre end ni ud af 10 Wordfeud-spillere er utilfredse med ordbogen, viser en undersøgelse foretaget af Wordfeud-sitet, feud.dk. Det skyldes, at ordbogen i Wordfeud, som er baseret på Retskrivningsordbogen, mangler nye ord og indeholder ord, som bruges sjældent, lyder det fra det danske Wordfeud-site, som oplyser, at en ny og forbedret version af ordbogen er på vej med hjælp fra brugerne.

- Jeg troede, at det kun var mig, der blev irriteret over ordbogen i Wordfeud, men da jeg så resultatet at vores undersøgelse, hvor 9 ud af 10 Wordfeud-spillere mente, ordbogen kunne forbedres, besluttede jeg mig for at gøre noget ved sagen. Heldigvis ville Dansk Sprognævn gerne være med til at forbedre ordlisten, for uden deres hjælp kunne det slet ikke lade sig gøre, siger Kristian Langborg-Hansen, redaktør på feud.dk.

Det er en lang proces at ændre i Retskrivningsordbogen, men feud.dk har lavet en aftale med Dansk Sprognævn, hvor der hurtigt kan laves ændringer af den ordliste, som bruges i spil som Wordfeud, lyder det fra feud.dk, som fra mandag har givet brugere af spillet mulighed for at komme med forslag til ændringer.

Når listen med ændringer er færdig, vil den blive sendt til Dansk Sprognævn, som har den direkte kontakt til Bertheussen IT, som står bag Wordfeud.

En undersøgelse foretaget af YouGov for Søndagsavisen viste i februar i år, at knap en million voksne danskere har downloadet Wordfeud til mobilen. Dengang havde cirka 14 millioner ifølge opfinderen af spillet, den 28-årige Håkon Bertheussen fra Norge, downloadet spillet til deres mobil.