Gå tur i din yndlingsby eller udforsk skovene i det mørke Jylland, selv om du befinder dig i København. Den danske Geodatastyrelse har som de første nogensinde bygget et helt land i størrelsesforholdet 1:1 i computerspillet Minecraft.

Det har de gjort, fordi de gerne vil bruge landets frie geodata til så mange ting som muligt, så samfundet får gavn af, at alle de danske geografiske data blev stillet gratis til rådighed for alle i Danmark 1. januar 2013.

»Vi har valgt at lægge hele Danmark ud på nettet i computerspillet Minecraft, så unge for eksempel kan plante deres egen skov, anlægge en sø, bygge en rideskole, et biogasanlæg eller en vindmølle. Kun fantasien sætter grænsen. Vi bygger på den måde bro mellem den digitale verden og naturen,« siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i en skriftlig kommentar.

Hos Geodatastyrelsen fortæller kommunikationschef Chris Hemmeken, at den danske Minecraftverden kan bruges i undervisningssammenhænge.

»Det andet er, at vi kan se, at det kan bruges i undervisningen i folkeskolen, hvor det kan give noget ekstra, at eleverne kan bevæge sig i en verden med de virkelige mål og ikke bare en, de selv har fundet på,« siger han.

Ifølge Chris Hammeken kan man bruge de frie data til at arbejde med for eksempel klimasikring og byplanlægning, men også mere jordnære ting som en app, der kan vise hundeejere, hvor i byen, de kan finde andre hundeejere.

Den danske Minecraftverden bliver tilgængelig for alle, der har en Minecraftlicens, og man kan deltage i spillet på samme vilkår, som ellers er gældende i spillet. Dog har Geodatastyrelsen ikke gjort det muligt for brugerne at benytte dynamit til at bombe for eksempel huse væk. Hvis man vil bryde noget ned, må man altså fjerne det klods for klods.

»Man kan stadig ændre i verdenen, hvis man vil det, for det er klart intentionen i Minecraft. Så man kan bygge en carport til sig selv eller sin morfar, anlægge en skov eller bygge en rideskole, hvis det er det, man drømmer om,« siger Chris Hammeken.

Det er hensigten, at det faktum, at man kan ændre i den danske Minecraftverden, skal være en fordel i blandt andet undervisningen i folkeskolen.

»På skolerne kan de for eksempel lave opgaver, der går på, at de får et areal til rådighed, og så skal de selv finde ud af, hvordan skolegården skal se ud. Det kan de så komme med forslag til, og det kan indgå i for eksempel matematikundervisningen,« siger Chris Hammeken.

Den danske Minecraftverden er tilgængelig indtil 23. oktober 2014.