For dem, der gerne vil være ude i god tid eller ikke har mulighed for at besøge stemmeurnerne 3. december, er det nu muligt at brevstemme til folkeafstemningen.

Fra i dag er det muligt at brevstemme til afstemningen om retsforbeholdet 3. december, hvis man af den ene eller anden årsag er forhindret i at komme til stemmeurnerne 3, december eller bare gerne vil være i god tid.

Du kan brevstemme i Danmark fra torsdag 8. oktober til og med tirsdag 1. december 2015.

Alle danskere kan vælge at stemme via brev frem til og med 1. december og danskere herhjemme kan brevstemme i hvilken som helst kommune. Det gøres ved at møde op i en kommunes borgerservicecenter - i nogle kommuner kan man også brevstemme på biblioteker eller andre steder. Hvor man kan brevstemme i den enkelte kommune oplyses på kommunens hjemmesider, og er man i tvivl, kan man kontakte kommunen.

Når man brevstemmer, skal man huske at medbringe legitimation såsom kørekort eller sygesikringsbevis.

Udlandsdanskere kan brevstemme på danske ambassader eller konsulater ligeledes fra 8. oktober. Her skal man stemme i god tid, så brevstemmen kan nå hjem til den relevante kommune, før afstemningen i Danmark går i gang 3. december klokken 9.

Danskerne skal afgøre, hvad der skal ske med det danske retsforbehold i EU. Retsforbeholdet betyder, at Danmark står uden for EU-regler om retlige og indre anliggender, og der skal nu stemmes om, hvorvidt forbeholdet skal ændres til en tilvalgsordning. I Folketinget håber Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance på, at danskerne stemmer nej, mens Venstre, de Konservative, Socialdemokraterne, de Radikale, SF og Alternativet håber, danskerne stemmer ja til tilvalgsordningen.