For to uger siden oplevede den radikale politiker, Zenia Stampe, og hendes mand noget af det mest smertelige, forældre kan opleve.

Parret fortalte kort efter fødslen om den ulykkelige oplevelse, hvor deres lille datter, Olga, blev født alt for tidligt og ikke klarede fødslen.

Nu takker Zenia Stampe på sin egen facebook-side for den massive opbakning, som hende og hendes mand har oplevet.

- Det er nu to uger siden, at vi mistede vores lille datter, Olga, og en uge siden, at vi bisatte hende sammen med vores nærmeste. Det er svært at beskrive, hvordan det har været. Som at være i en dyb tåge, hvor man skiftevis kæmper for at lukke lyset ind og ud. For lyset minder både om det liv, Olga ikke fik, og det liv, vi har og skal tilbage til, fortæller hun på Facebook og fortsætter:

Læs også: Zenia Stampe knust: Mistede datteren under fødsel

- Der er ikke en lige vej ud af sorgen. Nu tager vi en dag af gangen. Måske bliver der gradvist overskud til et smil, et grin, ja sågar et politisk skænderi. Og jeg tror, at vi ad snørklede veje nok skal komme ud på den anden side. Som stærkere, klogere og varmere mennesker. Der forstår at sætte pris på de vigtige ting. Der kan glædes over al den medmenneskelige varme, som vi har modtaget fra familie, venner, bekendte – og også fra mennesker, som vi ikke kender.

- Der kan bruge den erfaring til at hjælpe andre. Det er perspektivet, omend vejen er lang derhen. Tak for de mange varme ord og tanker. De gør en forskel.