Ja, den er købt som en betonblander. Men nej. Der har aldrig været hverken beton eller cement i den.

Direktør Kurt Frederiksen fra Nordic Ingredients fortæller nu sin version af den opsigtsvækkende sag, hvor hans virksomhed er blevet lukket. Nordic Ingredients laver blandt andet gelerugbrød til mennesker, der lider af dysfagi, tygge- og synkebesvær.

Fødevarestyrelsen udsendte torsdag en pressemeddelelse med overskriften: Beskidt betonblander brugt til patientmad.

Videre hed det, at Kurt Frederiksens virksomhed er lukket.

Direktøren erkender, at han ikke har haft styr på rengøringen. Men han afviser, det skulle være et problem, at han har brugt en maskine, der er konstrueret til at blande beton. Samtidig siger han, at Fødevarestyrelsen under kontrolbesøget intet sagde om, at maskinen ikke kunne bruges.

- I kontrolrapporten står der, at brødblandingen blandes i en blandemaskine. Ja, den kan bruges til at blande beton i, men den er aldrig blevet brugt til andet end at blande rugbrødspulver i.

- Men er det en betonblander?

- Den købt og født som en betonblander, men det er en blandemaskine. Nu har jeg været i branchen i 18 år, og jeg er ikke den eneste, der har en såkaldt betonblander stående til at blande tørvarer. De bliver brugt på masser af bagerier, hvor de også er købt som betonblandere. Jeg vil ikke skyde skylden over på andre, men det er normalt.

- Men skal man ikke bruge maskiner, der er beregnet til madlavning?

- Jeg kan købe en nøjagtig magen til i et firma, der laver fødevaremaskiner. Den har måske en anden farve end orange. Men ellers er det nøjagtig den samme.

- Så du synes, det er ok at bruge maskinen til mad?

- Ja, og i kontrolrapporten har de overhovedet ikke givet udtryk for, at den ikke egnede sig. De har givet udtryk for, at der er belægninger med malt indvendig i maskinen.

- Hvorfor var den så beskidt?

- De sidste måneder har været megatravle, fordi jeg i samarbejde med et firma i Skejby (ikke sygehuset, red.) har udviklet en pålægsserie til de samme patientetil de samme patienter. Det er ikke fordi, jeg skal bortforklare den manglende rengøring, og jeg påtager mig hele ansvaret for det.

- Hvad gør du nu?

- Jeg gør grundig rent, og så ringer jeg til Fødevarestyrelsen. Så må de komme og tjekke den.

- Vil du bruge maskinen igen?

- Ja, men hvis Fødevarestyrelsen godkender den, så vil jeg have en kopi af godkendelsen, så jeg kan vise den frem til alle.

 

Præciseret fredag: Samarbejdspartner i Skejby er ikke sygehuset.