____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Lørdag morgen lander otte-årige Im og hendes mor Suthida efter en lang flyvetur fra Bangkok. Her bliver de mødt af danske flag og velkendte ansigter, der byder dem velkommen hjem til Danmark.

Både i lufthavnen og i byen Aabybro har støttegruppen, der har presset på for, at få Im tilbage til Danmark, nemlig sørget for, at den lille pige og hendes mor får en hjemkomst, de aldrig glemmer.

- Familie og venner vil selvfølgelig tage imod dem i lufthavnen, hvor vi har fået en stor hvid limousine til at hente dem. Samtidig har vi opfordret folk i byen til at komme ud i hovedgaden og byde dem velkommen med flag og så har et ballonfirma doneret en masse balloner,  fortæller Tina Kragelund, der har en søn i Ims klasse på Aabybro Skole og er medstifter af støttegruppen for Im og hendes mor på Facebook, der har 10.700 medlemmer.

Hun oplyser samtidig, at klassens forældre på lørdag har arrangeret en fest for klassen, der skal byde Im velkommen hjem til Danmark. 

Tvunget til Thailand

Im blev sidste år den mest omtalte lille pige i Danmark, da myndighederne i november tvang hende og moren tilbage til Thailand. Årsagen var, at Ims stedfar sidste år døde af kræft, og derfor blev det vurderet, at deres tilknytning til Thailand var større end til Danmark. Men efter et stort folkeligt pres ændrede Folketingets partier, med undtagelse af Dansk Folkeparti, lovgivningen, så et dødsfald ikke længere betyder, at familier skal forlade landet.

I første omgang må Im og hendes mor opholde sig i landet på et turistvisum, da den nye lov først træder i kraft i løbet foråret. Ifølge Justitsministeriet betyder det, at man hverken må gå i skole eller arbejde, men på Aabybro skole står man klar med åbne arme.

- Im starter hos os på mandag klokken 8, og det glæder vi os rigtig meget til. Og hvis der er noget forkert i det, så er hun jo bare gæst hos os, siger skolelederen Søren Dybdal Møller til BT.

Lejlighed står klar

Og efter den lange flyvetur kan Im og hendes mor roligt slappe af i vante omgivelser. Venner og familie har nemlig sørget for, at deres lejlighed er præcis som den var, før de tog afsted.

- Alle deres ting var pakket i en container og sendt af sted, men efter vi fandt ud af, at den stod på en havn i Danmark, fik vi den fragtet tilbage og tømt, så alle tingene nu er tilbage i deres lejlighed, fortæller Tina Kragelund.