KØB PLUS!

Nu er det slut med at bruge foto-vognene som bøde-maskine

Fotovogne skal ikke længere tælles med, når politiets resultater gøres op

Politiets fotovogne skal ikke bruges som pengemaskiner for at skaffe flest mulige bødeindtægter til statskassen eller for at opfylde politidirektørernes kontraktmål. Derfor kan de blitzende fotovognes resultater ikke længere tælles med, når politidirektørerne for landets politikredse gør op, om de opfylder deres kontrakter.

Det oplyser politidirektør Svend Larsen fra Rigspolitiet. Formålet med ændringen er at overbevise borgerne og i øvrigt også politiets egne ansatte, politifolkene, om, at bøder uddeles for at fremme trafiksikkerheden og ikke for at opfylde politidirektørernes resultatkontrakter eller for at fylde statskassen.

Menige politifolk har flere gange udtrykt tvivl om formålet med at uddele bøder. I FDMs medlemsblad ’Motor’ erkendte nogle anonyme politifolk for et år siden, at de ’drev klapjagt på bilisterne’ og fastslog, at de var trætte af at uddele ’tåbelige bøder’. Kritikken fra borgere og egne ansatte har politiledelsen taget til sig.

- Vi ved godt, at ATK-bilerne (fotovognene, red.) aldrig bliver populære. Men vi har en ambition om at få forståelse for, at vi er der for at øge trafiksikkerheden. Det er rigtig ærgerligt, hvis man har opfattelsen af, at vi står der for at skaffe penge, siger Svend Larsen.

I stedet for at pålægge politidirektørerne at uddele et bestemt antal bøder og klip i kørekortet ved hjælp af fotovognene, nøjes man med at kræve, at vognene bruges i mindst 2.000 timer årligt.

Skal øge sikkerheden

Desuden har Rigspolitiet bedt politikredsene om senest 15. januar at indsende en analyse af de trafikale forhold i deres kredse. Analyserne skal derefter bruges som grundlag, når fotovognene og andre former for færdselskontrol sendes ud på vejene.

- ATK-bilerne skal stilles op, hvor effekten er størst. Ikke i form af bøder og antallet af sigtelser, men effekt i form af øget trafiksikkerhed og tryghed på vejene. Der må ikke kunne sættes en finger på kontrollen, siger Svend Larsen.

Politidirektøren, der er Rigspolitiets ansvarlige for blandt andet færdselsområdet, understreger, at politiet skal medvirke til at nå Færdselssikkerhedskommissionens mål om at halvere antallet af trafikdræbte og alvorligt tilskadekomne fra 2010 til 2020. Antallet af trafikdræbte i 2012 og 2013 nåede ned på historisk lave niveauer med henholdsvis 167 og 185 trafikdrab. I 2010 var der 255 dræbte i trafikken.

Målsætningen om højst 120 trafikdræbte og højst 2.000 alvorligt tilskadekomne i 2020 er også baggrunden for, at antallet af fotovogne øges fra de nuværende 25 til 100 køretøjer. Bilerne er købt, men anskaffelsen af nyt, automatisk fotoudstyr er forsinket, fordi den valgte leverandør ikke kunne levere som lovet.

Et nyt udbud er på vej, og vognene ventes klar til brug sidst på året.

Desuden besluttede regeringen sammen med Enhedslisten i november sidste år at opstille flere af de såkaldte ’stærekasser’ som forsøgsordning. ’Stærekasserne’ er placeret på faste standere, og indeholder automatiske kameraer. Hvor og hvor mange der skal opstilles, er endnu ikke besluttet.

Formålet skal være klart

Hvorfor køber man flere fotovogne og ’stærekasser’, når antallet af trafikdrab er historisk lavt?

- Du kan vende tilbage til Færdselssikkerhedskommissionens anbefaling. Vi skal ned på 120 trafikdrab i 2020. Hastighed er en faktor i 40 procent af ulykkerne med trafikdrab, og der er stadig et godt stykke derned, siger Svend Larsen.

Finansministeren budgetterer med højere bødeindtægter. Kommer politiet nogensinde fri af mistanken om at blive brugt som pengemaskine?

- Det er et område, hvor vi aldrig bliver rigtig populære. Det er vores lod at kræve bøder op, for det er den sanktionsmulighed, vi har. Men der må ikke være tvivl om formålet med vores indsats, så derfor ændrer vi resultatkontrakterne og laver de lokale trafikanalyser. Og så begynder det med, at vores egne medarbejdere skal kunne forstå, hvorfor hastighedskontrollen står netop dér. Ellers bliver det helt umuligt at kommunikere, hvorfor vi har kontrollen på det sted. Nemlig fordi der var så og så mange tilskadekomne sidste år.

Læs også: