Anne-Grethe Bjarup Riis deler vandene. For hun kan være skånselsløs og højtråbende i en debat. Men sex-arbejdernes forhold er også hjerteblod for skuespilleren, der kan blive rørt, bare hun skal tale om dem.

Anne-Grethe, hvorfor er du så passioneret angående kriminalisering af prostitution?

- Jeg hidser mig op, fordi jeg har mødt de gade-prostituerede, og jeg vil ikke være vidne til, at man i den grad træder på nogen. Jeg har en stærk retfærdighedssans. Og så har jeg har en datter på seks. Hun skal ikke ud til et samfund, hvor det kaldes 'en karriere'. Man har ret til en seksualitet, man har ikke ret til sex med et andet menneske.

Læs også:

Men er det personlige oplevelser, der har tændt dig?

- Jeg lavede et projekt om prostitution med Anette Rix fra Reden. Det var nok dér, det gik op for mig. Jeg mødte alle de piger. Det var sgu hårdt... Det påvirkede mig at se de piger… Nu begynder jeg sgu at tude (Anne-Grethe vender sig væk. Tårer løber ned ad hendes kinder). Fuck, det var altså ikke meningen (hun holder en pause i interviewet. Da hun har sundet sig og tørret makeuppen væk, er hun kampklar igen). For fanden, det er kynisk. Det er så grisk. Jeg har 65-årige prostituerede, der ringer til mig og græder i telefonen: - Vi knækker af det. Vi kan ikke sige det til vores børn. Vi går med det hele indeni.

Læs også:

Du råbte højt i Go’morgen Danmark. Hvad siger du til at blive kaldt skrigeskinke?

- Hehe... jeg var overhovedet ikke nogen skrigeskinke, og jeg gik ikke amok. Men jeg insisterede på, at Susanne Møller (sexarbejdernes talskvinde, red.) ikke skulle sidde og lyve. Hun reklamerer for prostitution som en karriere, og dér måtte jeg altså sætte en grænse. Jeg er vant til at blive kaldt en dum luder og en feminist-kælling. Jeg er vant til øretæver. Jeg bliver rigtig vred over, at de reklamerer for, at unge kvinder bare kan kaste sig ud i sexarbejde.

Læs også:

Men Sexarbejdernes Interesse Organisation har senere sagt, at det er ment som satire?

- Hvis ikke jeg kan gennemskue, at det er satire, så tror jeg heller ikke, at en 15-årig pige kan. Jeg har den dybeste empati for de kvinder. Det, jeg siger højt, er, at de bliver degraderet til en vare, som man kan stikke sin tissemand ind i.

Har du tænkt over, at din facon kan fjerne fokus fra det, du godt vil debattere?

- Hvis jeg havde været en grå pølse, var der ikke en kæft, der havde snakket om prostitution bagefter. Jeg bliver nødt til at smække svesken på disken nogle gange.
 
Er du lige så skrap over for din mand derhjemme?

- Ja, det kan jeg godt være. Ha ha! Nej, kan jeg da godt blive tosset derhjemme, og jeg ligger ikke under for pæn-pige-syndromet. Jeg har temperament, men det har min mand også. For pokker, jeg elsker ham, og jeg går selvfølgelig ikke og sviner ham til. Jeg sætter grænser. Det gør jeg også over for mine børn.
 
Dine børn har ikke løse tøjler hjemme hos dig?

- De får lov til sindssygt meget, men det er styret. De ved godt, hvor skabet skal stå. Derfor kan de tillade sig at slappe af. Alle de børn, der har alt for meget ansvar, kan slet ikke bære det. De tror, de skal have en mening om alt, derfor bliver de kræsne. Så får du nogle meget egoistiske børn, der har fået alt for meget ansvar. Så jeg kan garantere dig, at der er grænser hjemme hos mig, og det er for børnenes skyld.
 
Tidligere sundhedsminister Torben Lund kalder dig talskvinde for beton-feminister og mener, det er udtryk for nypuritanisme…

- Feminist? Jeg er talskvinde for sund fornuft. Søde ven, vi kan ikke have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker. Det duer ikke i 2011. Vi halshugger heller ikke folk mere.

Men må man ikke gøre, hvad man vil, med sin krop?

- Mig bekendt må man ikke begå selvmord. Man må heller ikke skære i sin krop og sælge sine organer. Vi bliver da nødt til at have et samfund, der tager hånd om de piger. 95 pct. af de narko-prostituerede er jævnligt udsat for vold, 60 pct. af alle prostituerede har været udsat for vold, 30 pct. bliver voldtaget. Vi skal passe på de kvinder! Men i vores kultur bliver det mere og mere almindeligt at købe sex. Mændene tror, de må. Så skal de lige have en luder til deres polterabend, og det er klart, at de spræller, når de bliver sparket ud af slikbutikken.

Skal pornografi så også forbydes?

- Den er svær. Det ved jeg ikke. Det er på grænsen. Der er nok forskel på prostitution og på det at lave en pornofilm.

Du skriver selv klummer i Ekstra Bladet, der tjener millioner på massageannoncer. Hvordan får du det til at hænge sammen?

- Jeg forstår heller ikke, at de ikke har fyret mig, for jeg laver undergravende virksomhed. Jeg har direkte skrevet, at de skal droppe massageannoncerne.

Hvornår er Anne-Grethe blid?

- Det var jeg jo lige før. Er du tosset? Jeg er tit blid. Nok lige så meget som jeg er skrap, skør og tosset. Nok lige så blid som alle andre normale kvinder. Men de situationer, hvor jeg er blid, er nok mest hjemme, når jeg er sammen med min mand – og så selvfølgelig mine børn.