For anden gang i år kritiserer Patientklagenævnet en sønderjysk læge. Denne gang for en fedtsugninig, der var så elendig, at den praktiserende læge mistænkte, at indgrebet var lavet af en "kvaksalver".

Overlæge og kirurg Said El-Batran fra Sønderjyllands Sygehus i Aabenraa har for anden gang i år fået kraftig kritik af Patientklagenævnet. Det skriver jv.dk.

Lægen kritiseres for at have brugt en for voldsom sugeteknik, da en patient fik fjernet en fedtknude i maven.

Efter operationen gik patienten til sin egen læge med smerter. Den praktiserende læge meldte sagen til politiet, fordi denne mistænkte, at "der var udført fedtsugning af en kvaksalver."

Men nej. Det var overlægen, der havde udført indgrebet på sin privatklinik i Odense. Hændelsen får Patientklagenævnet til at udtrykke alvorlig, skærpet kritik.

Omskæringer på kontor

Det er kun få måneder siden, at Said El-Batran senest fik kritik af Patientklagenævnet.

I april vurderede nævnet, at overlægen havde handlet "under faglig standard" i forbindelse med omskæringen af en lille dreng.

Måneden forinden var Said El-Batran i medierne, da det kom frem, at han havde omskåret 15-20 drenge i et kontorlokale i Norge.

Degraderet

De to danske patienter havde henvendt sig til lægens private klinik. Derfor får hans chef på Sønderjyllands Sygehus ikke direkte besked om afgørelserne i Patientklagenævnet.

Efter den første sag blev Said El-Batran sat under skærpet tilsyn, og i den forbindelse blev han degraderet til afdelingslæge. Da tilsynet bortfaldt, blev han igen udnævnt til overlæge på Kirurgisk Klinik.

At lægen endnu en gang bliver kritiseret, gør dog indtryk hos sygehusets øverste ledelse.

– Vi handlede på den første sag. Og det er klart, at vi nu er nødt til at tale med lægen og vurdere hans situation igen, siger lægefaglig direktør Henrik Villadsen til jv.dk.
Se Patientklagenævnets seneste afgørelser.