Den sidste af de store streaming-tjenester slår nu dørene op i Danmark

Den stærkt forsinkede streamingtjeneste, HBO, begynder nu så småt at åbne døren på klem i Danmark, meddeler HBO.

Tjenesten skulle ellers have været lanceret i efteråret, men af ikke nærmere angivne årsager blev HBO forsinket - og kom dermed ikke før den amerikanske gigant på området, Netflix, der lancerede i uge 42.

HBO åbner dog ikke for alle. I begyndelsen gives der kun adgang for kunder, der har skrevet sig op til abonnement via HBOs kampagnesamarbejde med Samsung. Dernæst åbnes der for de kunder, der har abonneret på HBOs nyhedsbrev - og til sidst åbner HBO for alle.Mange andre klar

Forleden åbnede også TDCs YouSee deres svar på den amerikanske TV-invasion, i form af tjenesten YouBio, der dog også måtte æde en forsinkelse på en lille uges tid. Til forskel fra de øvrige tilbud, er HBO dog især stærkt på serier - og HBOs folk har tidligere overfor b.dk udtrykt interesse for på længere sigt også at producere dansk indhold, hvis økonomien kan holde.

HBO, Netflix og YouBio er dog kun enkelte bud på videostreamingtjenester - der er en række andre, blandt andet Viaplay og Stofas tjenester.

Fælles for dem alle er, at de blot kræver en internetforbindelse at benytte - og at de kan streames til enten PC, tavlecomputer eller sågar direkte til fjernsynet, hvis man har et Smart-TV, en spilkonsol eller en mediestreamer som fx Apple TV.

HBO er blevet kritiseret for en meget lang bindingsperiode på 12 måneder. Til gengæld er prisen på niveau med Netflix: 79 kroner måneden.