Mandag indleder Norwegian forhandlinger med sit kabinepersonale i en strid om arbejdsvilkår. Hvis parterne ikke bliver enige, vil det gå ud over danske passagerer.

Hvis du skal ud at flyve med Norwegian onsdag, kan en strejke risikere at komme i vejen for din flyvetur.

Kabinepersonalet hos flyselskabet Norwegian og ledelsen i selskabet mødes mandag hos forligsmanden til en mægling i en konflikt, der har stået på i flere måneder. Og bliver parterne ikke enige senest tirsdag, har kabinepersonalet varslet strejke fra onsdag.

Striden handler om arbejdsbetingelser og løntillæg - og ifølge dr.dk bekræfter personalets fagforening, NK, at en mulig konflikt også vil gælde for Norwegians danske kabineansatte, der er medlemmer i NK.

Personalet er utilfreds med, at nye regler kan betyde en arbejdsdag på 22 timer og op til 60 timer på en uge, og så kræver de samme procentmæssige lønstigninger som piloterne.

Mæglingsfristen i striden er ved midnatstid tirsdag den 9. oktober.