Nye skoleelever starter i disse dage på uddannelser og kan dermed være nye kunder til hashmarkedet i Hillerød.

Det skriver Lokalavisen.dk.

Typisk betyder skolestart lektier, bøger og nye bekendtskaber. Men det kan også betyde potentielle kunder for blandt andet hashsælgere.

Det vil HF & VUC Nordsjælland på Milnersvej i Hillerød ikke stå model til. Derfor har de ansat en vagt i skolens første tre uger for at holde fremmede væk.

»Ethvert sted, hvor mange unge er samlet, er interessant for fremmede, der vil sælge euforiserende stoffer. Vi har ansat en parkeringsvagt, der skal være med til at kraftigt signalere, at udefrakommende ikke har noget at gøre på vores skole,« siger Ruth Kirkegaard til BT, der er rektor på HF & VUC Nordsjælland.

Ansættelsen af en vagt sker hvert år ved studiestart for at overvåge skolens parkeringsplads, der støder op til rygeområdet, hvor der ofte står mange elever.

»Vi har ikke haft nogle konkrete tilfælde i år, men vi vil hellere agere inden og sende et klart signal om, at det gør vi ikke hos os,« siger Ruth Kirkegaard.

Sammen med kommunens SSP-medarbejdere samarbejder HF & VUC Nordsjælland med Hillerøds andre ungdomsuddannelser om at forebygge euforiserende stoffer på og omkring skolerne.