Rudersdal Kommune har købt et nonnekloster for at kunne huse de flygtninge, som kommunen skal modtage. Det er en utraditionel situation, siger borgmesteren. Flere kommuner er pressede.

En presset situation kræver utraditionelle metoder. Derfor har Rudersdal Kommune netop købt det gamle katolske nonnekloster Nordvanggaard i Birkerød med henblik på at kunne huse nogle af de primært syriske flygtninge, som kommunen har modtaget, skriver Berlingske.

Med det nyerhvervede kloster får kommunen mellem 50 og 60 værelser, som forventes at være klar til indflytning i sensommeren. Men det er ikke nok. Den nuværende situation er akut og tvinger derfor kommunen til at tænke i nye og mere utraditionelle baner, forklarer Jens Ive (V), borgmester i Rudersdal Kommune.

»Vi er under et gevaldigt pres, hvor vi hele tiden må finde nye boliger til de flygtninge, som kommunen skal modtage hver måned. Derfor har vi også købt et skolehjem, og vi har fyldt de kommunale ejendomme op, hvor vi har haft ledige arealer. Men det stopper ikke her. Med købet af klostret har vi i alt en kapacitet på 180 midlertidige pladser i hele kommunen, men det er ikke nok,« siger Jens Ive.

Men de nye beboere kan også skabe bekymringer i et lokalsamfund, og derfor ringede borgmesteren også personligt rundt til de nærmeste naboer for at orientere dem om planerne. Ifølge borgmesteren har modtagelsen været overvældende positiv.

»Jeg kan ikke genkende det billede, der tegner sig nogle steder i landet. Selvfølgelig er der et vist forbehold, indtil man møder flygtningene og lærer dem at kende, og derfor satser vi også på at invitere til åbent hus-arrangementer. Der er al mulig grund til at rose borgerne,« siger Jens Ive.

I 2014 kom der i alt lidt færre end 15.000 asylansøgere til Danmark. Efter tiden på asylcentrene bliver de fordelt blandt landets kommuner via de såkaldte kommunekvoter. Den ekstraordinære situation har fået flere borgmestre, herunder Jens Ive, til at råbe vagt i gevær, fordi det er en kamp at finde ledige boliger til de mange flygtninge i flere af landets kommuner. Det har ført til, at Kommunernes Landsforening, KL, og regeringen i begyndelsen af året iværksatte en række nye tiltag, der skal være med til at lette presset på kommunerne.

Her blev en midlertidig ændring af planloven vedtaget, der betyder at kommuner nu kan konvertere erhvervsboliger til beboelse. Desuden blev det tilkendegivet, at der skal oprettes en boligbørs, som skal skabe kontakt mellem danskere, som ønsker at udleje en bolig, og flygtninge, samt at kommunerne kan presse flere flygtninge ind i de enkelte boliger.

Når de nye beboere flytter ind i klosteret i Birkerød, betyder det også, at søstrene fra den katolske orden »Søstrene af det dyrebare blod« skal finde et nyt hjem. De har haft til huse på Nordvanggaard gennem næsten 60 år, men søstrene er tilfredse med aftalen, siger søster Anna Mirijam.

»Vi bliver boende på Nordvanggaard, indtil vi har fundet et nyt hjemsted. Pengene fra Nordvanggaard skal overføres til vores generalledelse i Rom, som for næsten 60 år siden købte stedet. Pengene skal også bruges til at opbygge et sygehus og en skole i Sydsudan og til at købe et nyt hus her i Danmark,« siger hun.

Rudersdal Kommune har betalt 21 millioner kroner for klosteret, mens det forventes at koste 2,5 millioner kroner at bygge stedet, der tidligere har huset et plejehjem, om.