Et gratis undervisningstilbud til børn og voksne om vild mad og naturen ser snart dagens lys.

Bag projektet står Noma-kokken René Redzepi og hans non-profit organisation MAD. Navnet er VILD MAD, og det har til formål at få danskerne til at lære naturen og dens råvarer bedre at kende og bruge dem i madlavningen, skriver Berlingske.

Projektet har fået 8,5 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden, og det bliver gratis for alle at deltage. I september starter udarbejdelsen af projektet, hvor landets førende mad- og natureksperter arbejder sammen for første gang.

»Hos MAD har vi længe arbejdet på at formidle nogle af restaurant Nomas kulinariske ideer til et større publikum, og det her er resultatet af det. En af grundstenene i køkkenet på vores restaurant er råvarer fra den vilde natur, og disse smagsoplevelser vil vi gerne dele med hele Danmark,« siger René Redzepi.

Der kommer to forskellige formidlingsprogrammer, et til folkeskoler og et til voksne, som har lyst til at deltage. De vil blive drevet af naturvejledere og deltagerne kommer til at lære om den spiselige natur, og hvordan man bruger den og får den ind i sit eget køkken.

Især for folkeskoleeleverne ser René Redzepi en stor værdi i, at børnene kommer til at bruge sanserne og får et godt forhold til naturen.

»Jeg synes, at det er enormt vigtigt, at vi og især vores børn lærer og oplever, hvad der er spiseligt i naturen. Det giver os en reel forståelse af, hvordan vi er en del af et større økosystem. Når vi gennem et bæredygtigt forbrug af naturen lærer, hvordan vi skal behandle den, så er det lettere for os at forstå vores afhængighed af den,« siger han til Berlingske og fortæller, at han ser det som en af de vigtigste erkendelser, for at vores vaner bliver grønnere.