Danske, tyske og polske soldater skal i et kraftigt udvidet NATO-hovedkvarter i Polen være en vigtig del af NATOs permanente svar på Ruslands fremfærd i Ukraine.

Danmark får en central rolle i NATOs permanente svar på Ruslands aggressive fremfærd på Krimhalvøen og i Østukraine. Det viser planer fra NATO, skriver Politiken.

Danske, polske og tyske soldater skal konstant være på uddannelse eller øvelser i et kraftigt udvidet NATO-hovedkvarter i Stettin i Polen, og der skal opbygges store lagre af ammunition, våben og brændstoffer, som kan bruges i tilfælde af en russisk trussel mod Polen og Baltikum, skriver avisen.

Den danske næstkommanderende i Stettin, general Agner Rokos, bekræfter over for Politiken, at man arbejder på at bringe beredskabet op på højt niveau.

»Hvis det skal gennemføres, betyder det en betragtelig forøgelse af det danske personel ved hovedkvarteret, som lige nu er på 20 mand,« siger generalen, der ifølge Politiken ikke vil kommentere planerne om våbenoplagring.

Planerne er en logisk opfølgning på de forstærkninger med fly, skibe og soldater fra blandt andet USA, Storbritannien, Danmark og Polen, som NATO i foråret sendte til Baltikum, vurderer professor Sten Rynning fra Center for War Studies på Syddansk Universitet.

Han mener også, at det vil give Danmark »en relativt markant rolle« i NATOs modsvar til Rusland, og han ser planerne om et stort NATO-hovedkvarter i Stettin som et tegn på, at den latente konflikt mellem Rusland og NATO nu helt åbent er brudt ud. Dog er der i Sten Rynnings vurdering tale om en politisk beroligelse af Polen og Baltikum og om en advarsel til Rusland snarere end om en militærstrategisk ændring.

Forsvarsministeriet oplyser i en mail til Politiken, at man i øjeblikket analyserer mulighederne for at opgradere hovedkvarteret i Stettin.

Planerne skal præsenteres for NATOs stats- og regeringschefer på et topmøde i september.