Den store stigning i salget af Panodil, Kodimagnyl og næsespray i detailhandlen får nu oppositionen til at kræve handling.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>B.T. har de seneste dage beskrevet, hvordan forbruget af håndkøbsmedicin, der også må sælges i supermarkeder, siden 2001 er steget med 85 pct. Det har fået flere speciallæger til at advare om farligt overforbrug med meget alvorlige bivirkninger.

Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre, der efter alt at dømme står til at kunne danne regering ved et kommende valg, vil nu have mere fokus på den eksplosive stigning i forbruget.

Dum udvikling

SFs sundhedsordfører, Jonas Dahl, mener, at stigningen er et tegn på, at salget af håndkøbsmedicin skal foregå et sted, hvor man også kan få rådgivning om præparaterne, altså på apoteket.

- Jeg synes ikke, at salget af håndkøbsmedicin hører hjemme i 7-Eleven eller andre døgnbutikker. For når det er let tilgængeligt, sender det et signal om, at det også er helt i orden, at man tager et par piller hver dag, og det er en forkert udvikling, siger han.

At forbruget af hovedpinepiller og næsespray næsten er fordoblet, får også Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, til at kræve mere fokus.

- Jeg synes, at udviklingen er bekymrende. Det er problematisk, at man ikke kan få rådgivning, når det købes i supermarkederne. Det er jo de færreste, der læser indlægssedlen.

Hun vil nu få Lægemiddelstyrelsen til at redegøre for, hvorfor så meget håndkøbsmedicin kan fås i håndkøb, og om der er behov for, at nogle præparater bliver trukket tilbage og kun sælges på apoteket eller med en recept.

Dit eget ansvar

Formanden for Sundhedsudvalget, Preben Rudiengaard (V), holder fast i, at folk skal have mulighed for at købe hovedpinepiller i kiosken. »Ordningen fungerer. Folk skal også kunne tage ansvar for deres eget forbrug, siger han. Han vil nu anmode Lægemiddelstyrelsen om at dokumentere omfanget og se på, hvad der kan gøres af tiltag for at nedbringe misbruget.