For en uge siden fik Nina ’intens øjenkontakt’ med en ’sød fyr’ i en Netto-butik i Humlebæk. Hun hængte en efterlysning op i butikken, men efterfølgende har hun to gange oplevet, at sedlerne var pillet ned. Noget, der unægteligt besværliggør eftersøgningen. Regionschefen for Netto-butikker på Sjælland kommer her med sin forklaring på de forsvundne opslag.

Torsdag eftermiddag har Nina endnu en gang været forbi Netto-butikken i Humlebæk. Hun gik målrettet hen til opslagstavlen og opdagede, at hendes opslag var pillet ned. For anden gang.

»Det er noget irriterende rod. Sedlen lå på deres kontor, godt krøllet,« siger den 36-årige sosu-hjælper, der arbejder på et plejehjem i Humlebæk.

Da hun henvendte sig til en medarbejder, fik hun hængt en ny ’frisk og ikke-krøllet’ seddel op.

Tirsdag opdagede hun første gang, at det opslag, hun hængte op fredag, var væk. Hun havde ikke ekstra eksemplarer på sig, så hun tog hjem og skrev en ny efterlysningen. Onsdag hang hun den igen op i butikken, og gik ind for at handle. På vej ud gennem kassen opdagede hun, at sedlen allerede var forsvundet, selvom der ikke var gået mere end 20 minutter.

»Medarbejderen havde fået et eksemplar ekstra, men på grund af travlhed med kunder havde hun ikke tid til at hænge den op igen. Så om den nogensinde kom op at hænge onsdag, eller den bare er blevet pillet ned, ved jeg ikke. Torsdag var tavlen i hvert fald tom,« siger hun.

Michael Jensen er regionschef for Netto-butikkerne på Sjælland, herunder den pågældende butik i Humlebæk. Han forklarer, at I de butikker, hvor der er installeret en tavle, bliver sedlerne rutinemæssigt taget ned en gang om ugen.

»Det er fast rutine at pille sedlerne ned en gang i ugen, for at skabe plads på tavlen, så den ikke bliver helt oversvømmet,« siger Michael Jensen.

Den forklaring har Nina ikke hørt før.

»Jeg har ikke hørt noget om, at sedlerne kun må hænge der en uge. Det kunne de bare have sagt fra starten af. Når man ikke får noget at vide, kan man ikke handle derefter,« siger Nina og tilføjer: »Desuden holder den ikke, det med at de kun gør det en gang om ugen, for min seddel har været pillet ned to gange.«

Regionalchefen har været i kontakt med Netto-butikken i Humlebæk, og han understreger, at det ikke er medarbejderne, der går og hiver sedlerne ned.

»Butikken synes kun, det er sjovt, at sedlen hænger der. Det er der intet problem i. Vi vil meget gerne være med til, at Nina og den pågældende fyr bliver genforenet,« siger han.

Netto har også selv delt et billede af opslaget på deres egen Facebook-side.

Michael Jensen påpeger, at det kan være kunder, der har hevet sedlen ned.

»Vi har dagligt mange kunder igennem butikken, så man kunne forestille sig, at en kunde havde taget sedlen,« siger han.

Hvad end årsagen er til de forsvundne sedler, er Nina ’irriteret’ over, at efterlysningen ikke har hængt der hele tiden. Hun er bange for, at fyren har været inde i butikken og er gået glip af sedlen.

»Jeg ved ikke, hvad chancerne er, for at han ser efterlysningen. Jeg ved jo ikke, om han bor i byen, om han jævnligt handler i butikken, eller om han er sådan en, der handler med skyklapper for øjnene og slet ikke ser opslagstavlen,« siger hun.

Da hun sidste onsdag tog i Netto for at handle efter arbejde, fik hun flere glimt af fyren. De endte op ved siden af hinanden ved kassen og fik ’intens øjenkontakt’. Nina fik ’hjertebanken og sommerfugle i maven’, men turde ikke sige noget til den mørkhårede mand. Da hun kom hjem besluttede hun sig for at efterlyse ham.

»Jeg ville bare følge op på den kemi, jeg oplevede, da jeg fik øjenkontakt med ham i butikken. Jeg kvajede mig i situationen ved ikke at tage kontakt, og det var det, jeg ville se, om jeg kunne rette op på. Om jeg kunne vende lykken lidt,« siger hun.

Egentlig havde Nina slet ikke planer om at finde en finde en fyr. Hun har aftalt med sig selv, at hun vil være single de næste to år.

»Det er slet ikke fordi, jeg går og leder efter en fyr. Jeg var faktisk indstillet på, at der skulle gå lang tid inden, jeg fik et godt øje til en, efter bruddet med min datters far. Jeg har været sammen med ham i otte turbulente år. Han flyttede ud i november, da jeg fik nok, så nu ville jeg have en pause,« siger hun.

Også selvom hun måske aldrig hører fra fyren, som hun har beskrevet som ’lige min type’, er hun glad for, at hun efterlyste ham.

»Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville bliver blæst op i medierne og på Facebook, men det har været en god oplevelse. Det er overvejende positive kommentarer, jeg har fået med på vejen. Mine kolleger synes også, det er rigtig spændende at følge med i. Det er rart med al den opbakning,« siger hun.

Da Nina torsdag eftermiddag klokken 15:30 var færdig med at handle, hang sedlen stadig på opslagstavlen. Nu krydser hun fingre for, at den bliver hængende der.

»Jeg tror ikke, jeg skal ned i butikken foreløbigt. Nu synes jeg, jeg har været der ofte nok. Tre dage i sidste uge og tre dage i denne uge. Nu har jeg givet det en chance,« siger hun.