En tysk sejlerfamilie på sommerferie i Danmark gik søndag eftermiddag på grund med deres sejlbåd tæt på Als.

Søndag eftermiddag hørte MHV 815 Kureren fra Køge kaldet fra den tyske sejlbåd Andromeda og kunne komme familien til undsætning. Gummibåden på Kureren blev sendt i forvejen og var hurtigt henne ved de grundstødte tyskere. Det skriver Marinehjemmeværnsflotille Køge i en pressemeddelelse.

Kureren var ellers på vej til Tyskland, men tog en omvej for at hjælpe tyskerne.

En bedstemor og fire teenagere kom om bord på Kureren og blev opmuntret med lidt kaffe og sodavand, mens det resterende mandskab og gummibåden sammen fik Andromeda fri på det meget lavvandede område.

Og det var heldigt med den hurtige hjælp til de tyske sejlere - de var nemlig på vej til Fåborg, hvor de skal se søndag aftens VM-finale, hvor Tyskland møder Argentina.

BNB