En ni-årig dreng blev udsat for et seksuelt overgreb, da han i sommerferien deltog i en sommerlejr for udsatte børn.

Sammen med 30 andre børn deltog en ni-årig dreng i en sommerlejr på Stevns i midten af juli. Her blev han ifølge sin mor fanget i skoven af nogle af de andre børn og udsat for et seksuelt overgreb.

»Der er så den her pige, som i øvrigt har været efter min søn hele ugen. Hun får to drenge til at holde min søn fast, mens hun hiver bukserne af min søn og piller ved hans tissemand. Mens de stadig holder ham fast, udsætter hun ham for oralsex. De tvinger også min søn til at se på, at en af de to drenge har fuldbyrdet samleje med pigen,« fortæller drengens mor til Ekstra Bladet.

Ifølge hende opdagede en voksen fra lejren den ubehagelige episode. Men ingen fra Den Glade Sommerlejr, som er navnet på lejren, kontaktede drengens mor. Først en måned efter hændelsen, fik hun besked fra sin kommune, oplyser hun til Ekstra Bladet.

»Jeg synes, det er under al kritik, at jeg først får besked om, hvad der er sket, så længe efter. Det er ganske enkelt for galt, at de ansvarlige på lejren ikke kontakter familien, når de opdager, hvad der er sket. Heller ikke da vi kom og hentede ham, da ugen var slut, sagde de noget som helst,« siger hun.

Den Glade Sommerlejr bekræfter hændelsen på sin hjemmeside, hvor folkene bag understreger, at episoden ikke involverede ledere eller voksne.

»På en af lejrens sidste dage begyndte der, at cirkulere nogle rygter om en hændelse, der involverede flere børn. Efter at have drøftet dette i lejrledelsen, vurderede vi, at det var på sin plads at sende en kommune en bekymringsanmeldelse, således at denne kommune med sin ekspertviden kunne vurdere, om sagen skulle følges op. Det kan oplyses, at vi som ledere på en sådan lejr, har skærpet oplysningspligt, hvis vi oplever eller hører om bekymrende adfærd.«

Lejren understreger, at den ikke ved, hvad myndighederne har foretaget sig siden, og at folkene bag ikke må udtale sig om sagen.