Inden året er omme har 60 nye butikker fået det sorte og gule ‘Netto-skilt’ på facaden.

Det er planen fra Dansk Supermarked Group, der ejer Netto, lyder det i en offensiv udmelding fra discountsupermarkedet ifølge finans.dk.

Udmeldingen kommer efter, at Kiwi tidligere i år smed håndklædet i ringen og som den første supermarkedskæde trak sig ud af discountkrigen. Netto har siden overtaget 81 lejemål fra Dagrofa, der drev Kiwi.

Netto vil både opføre helt nye butikker samt omdanne mellem 42 og 45 af lejemålene til nye filialer.

»Før Kiwi-aftalen kom, har vi selv lagt planer om nye butikker i år. Så jeg forventer ud fra den øjeblikkelige vurdering, at vi når på 60-70 ekstra butikker inden året er omme - eller først i 2018,« siger landechef Brian Brian Seemann Broe, Netto Danmark, til finans.dk.

Nogle af de nuværende Netto-butikker er dog vurderet utidssvarende, og da disse flytter over i lejemålene fra Dagrofa, bliver den reelle tilgang af nye butikker mindre end de forventede 60-70. Men Netto forventer stadig at åbne tre til fire nye butikker om ugen resten af året, ligesom kæden får brug for op mod 900 nye ansatte, lyder det.

I en pressemeddelelse oplyser Dansk Supermarked, at der bliver brug for 'alt fra butikschefer til butiksassistenter fordelt over hele landet.'

Netto oplyser samtidig hvor de første ti butikker bliver placeret:

Erlev Bjerge, Haderslev

Nyborgvej, Ullerslev

Assenstoft, Randers

Rømøvej, Frederikshavn

Postvej, Faxe Ladeplads

Vennelundsvej, Odder

Sneppevej, Løsning

Krekærlundsvej, Malling

Adelgade, København K

Karlslunde Parkvej, Karlslunde