To Netto-butikker i Allerød og Frederiksværk i Nordsjælland har været hærget af butikstyverier fra borgere med udenlandsk baggrund.

Men det skal være slut nu. På opfordring af Nordsjællands Politi har butikkerne derfor valgt at hænge advarselsskilte op, hvor kunderne på tre forskellige sprog bliver advaret om videoovervågning og politianmeldelse ved butikstyveri.

I Allerød hænger der et skilt på dansk, engelsk og arabisk. Mens skiltet i Frederiksværk står på dansk, engelsk og russisk.

Og det er der en helt særlig grund til, fortæller Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked.

»Vi oplevede desværre lidt butikstyverier i Allerød sidste år, og i samarbejde med Nordsjællands Politi har vi valgt at hænge skiltet op. I Frederiksværk er der en stor kundegruppe, der taler russisk og dem kommer vi i møde med et skilt, de kan forstå,« siger Kasper Reggelsen til BT.

I august kunne BT fortælle, at Netto i Allerød havde valgt at forkorte deres åbningstider, fordi en gruppe asylansøgere stjal og støjede i butikken til stor gene for de andre kunder.

Kasper Reggelsen fortæller, at problemet med asylansøgerne den seneste stykke tid har aftaget i styrke, og det tilskriver han blandt andet den videoovervågning, der er i butikken, men også advarselsskiltet.

Butikkerne i Allerød og Frederiksværk er de eneste blandt de cirka 460 Netto-butikker i hele landet, der har hængt advarselsskiltene op. Og danskerne skal umiddelbart ikke forvente, at der kommer en bølge med skilte på udenlandsk sprog i resten af landet.

»Vi kan ikke afvise noget på forhånd, men det har jeg svært ved at se for mig. Der vil altid være særlige tiltag forskellige steder i landet, men skiltene har vi sat op efter anbefaling fra Nordsjællands Politi. De har vurderet, at det er en god måde at forebygge butikstyverier på,« siger han.

Dansk Supermarked vil ikke ind på, hvorfor det har været nødvendigt at hænge et skilt op på russisk i Netto i Frederiksværk, ligesom de ikke kan sige, om der har været butikstyverier begået af russiske statsborgere.

Nordsjællands Politi bekræfter til BT, at de har anbefalet butikkerne at hænge skiltene op, men det har mandag ikke været muligt at få yderligere kommentarer fra pressekoordinator Henrik Suhr.

Foto: Foto: Privat
Vis mere