Hvis du i det seneste dage har oplevet, at små, ukendte beløb bliver trukket fra din bankkonto, skal du måske være ekstra opmærksom.

Selskabet Nets, der administrerer Dankort, NemID og e-boks, har i løbet af den seneste uge set flere eksempler på misbrug af danske kort. Misbruget stammer fra den Dominikanske Republik, hvor svindlerne laver falske kopikort og hæver småbeløb, som ikke umiddelbart ser alarmerende ud på danskernes kontoudskrift.

- Meget tyder på, at kortoplysningerne bliver afluret herhjemme og sendt til den Dominikanske Republik, hvor man endnu ikke benytter sig af chip og derfor forholdsvist nemt kan lave falske kort, siger Søren Winge, som er kommunikationschef i Nets.

- Svindlerne starter typisk med små testtræk, hvor de tjekker, om beløbene går igennem. Herefter vil beløbets størrelse variere meget, men de vil stadig være forholdsvist små, hvilket gør dem sværere at opdage, siger han.

Det er Nets overvågningsafdeling for svindel, Card Fraud Management, som har opdaget kortmisbruget. Søren Winge fortæller, at Nets især er opmærksomme på lande i Sydamerika og Nordamerika, hvor man endnu ikke har etableret et chip-system, som ellers umuliggør en forfalskning af kortene.

- Hvis vi ser, at danske kort bliver brugt i bestemte lande eller udsædvanlige områder, hvor vi før har oplevet et stort misbrug, går vi relativt hurtigt ind og spærrer kortene, siger Søren Winge, som fortæller, at man herefter vil blive kontaktet af sin bank, der vil forklare sagens omstændigheder.

Han råder samtidig danskerne til selv at være opmærksomme på unormal trafik på bankkontoen.

- Hvis du får trukket penge på dit kort, som du ikke kan vedkende dig, skal du skynde dig at få spærret dit kort. Her kan du enten bruge Nets' direkte spærrenummer, som findes på vores hjemmeside, eller du kan ringe til din egen bank, siger Søren Winge.