Et mystisk fejl plager nogle brugere af NemID onsdag formiddag. Det er endnu usikkert, hvornår nøglekortene virker igen.

Flere danskere oplever onsdag formiddag problemer, når de forsøger at logge ind på deres netbank eller e-boks med NemID.

Det skyldes en ukendt fejl, lyder det fra Nets, der står for driften af NemID.

»Det er korrekt, vi har haft lidt ustabilitet på systemet her omkring klokken 09.30, som vi fortsat oplever. Det er heldigvis ikke alle transaktioner, der er berørt af det, men kun en lille del. Vi arbejder på at løse det, men på nuværende tidspunkt kan vi ikke give noget bud på, hvornår det er helt på plads,« siger kommunikationschef hos Nets Søren Winge tidligt onsdag eftermiddag.

Og der er ikke andet for end at prøve igen eller tage turen i banken eller på rådhuset, så længe nøglekortet ikke fungerer, lyder det fra kommunikationschefen.

»I kraft af at det kun er nogen af transaktionerne, der er berørt, kan man på nuværende tidspunkt eventuelt prøve igen eller væbne sig med lidt tålmodighed og prøve senere. Vi håber jo snart, at systemet kører igen, som det plejer,« siger Søren Winge.

Tirsdag aften oplevede flere danskere også problemer med deres NemID. Om det er samme fejl, der driller onsdag, er man endnu ikke klar over hos Nets.