Mogens Camre var en kontroversiel skikkelse, der blandt andet blev retsforfulgt for udtalelser om muslimer. Han havde et langt liv i politik, der spændte fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti.

Mandag afgik det tidligere mangeårige folketingsmedlem ved døden. Han blev 80 år gammel.

Camre blev i de sidste mange år af sit liv især kendt for sine synspunkter omkring indvandring og for at tage livtag med racismeparagraffen.

Sidstnævnte gav Mogens Camre flere slag over fingrene i form af dagbøder. Den slags kunne imidlertid aldrig lukke munden på randrusianeren.

Senest blev han i februar dømt for overtrædelse af racismeparagraffen for forhånende udtalelser om muslimer i et tweet.

Camre var af den overbevisning, at indvandringen fra muslimske lande bragte uendelige problemer med sig.

Det var primært den problematik, der bragte Camre ud på turen fra den politiske venstrefløj til højrefløjen.

Som socialdemokrat blev Mogens Camre tilbage i 1968 valgt ind i Folketinget for første gang.

De næste 19 år indtog den økonomiuddannede Camre en fremtrædende rolle i partiet.

Flere gange bragte Camre sig dog på tværs af partilinjen - blandt andet med indvandrerkritiske udtalelser, forslag om dagpengeforringelser og udpræget EU-modstand.

I 1988 blev han fyret som socialdemokratisk folketingskandidat for Valby-kredsen efter en omdiskuteret obligationshandel, der finansierede hans valgkamp.

I 1999 blev han så hevet ind som Dansk Folkepartis trumfkort ved valget til Europa-Parlamentet.

Herefter kom han igen i politiets søgelys for at overtræde racismeparagraffen.

Blandt andet med en stribe indvandrerkritiske udtalelser på DF's landsmøde i 2001:

»Alle Vestens lande er infiltreret af muslimer - og nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive mange nok til at få os fjernet,« sagde Camre blandt andet.

Kollegerne i Europa-Parlamentet afviste dog at ophæve Camres immunitet, så han kunne stilles for en domstol.

I sommeren 2009 afsluttede Camre så sin politiske karriere på den store scene. Han overlod pladsen i Europa-Parlamentet til sin tidligere medarbejder og gode ven Morten Messerschmidt.

På den private front trak Mogens Camre også overskrifter i aviserne. Han var gift fire gange - blandt andet med den kendte forfatter Vita Andersen.

Mogens Camre efterlader sig syv børn.

/ritzau/