Det sidste håb om en dansk sommer med bragende solskin og høje temperaturer ser ud til at blive opløst i en kølig august måned.

For selv om kalenderens sidste sommermåned begynder ganske fornuftigt med temperaturer, der kan snige sig op på 25 grader, skifter det danske ferievejr ham og går over i en mere genkendelig skikkelse:

Det bliver nemlig ustadigt og med mere regn end sædvanligt for august, forklarer energi- og erhvervsmeteorolog ved DMI, Herdis Damberg.

Læs også:

»Den første uge af august bliver den bedste uge med ganske pænt vejr og nogenlunde høje temperaturer op til 25 grader. Men det er en kort frist, for derefter vender vi tilbage til den halvkølige og ustadige sommer. Vi kommer nok også over normalen for nedbør,« siger hun.

En front driver tirsdag eftermiddag og onsdag ind over landet, og her kan der komme regn i hele landet, men de mest saftige byger kommer formentligt i det nordvestjyske.

Læs også:

Derefter er der igen tørvejr, inden sommeren for alvor smuldrer i weekenden 8.-9. august, der får besøg af en front med mere regn i sig.

Herdis Damberg vurderer, at der kun vil være en håndfuld flotte sommerdage tilbage i august.

»De bedste chancer for deciderede sommerdage med 25 grader skal enten hentes i starten eller hen mod slutningen af næste uge,« siger hun.

Det bliver den sydlige del af landet, der ser ud til at kunne glæde sig over de højeste temperaturer, fordi varmen kommer sydfra, forklarer Herdis Damberg.