Så gik den ikke længere. Noma måtte her til aften overlade pladsen som verdens bedste restaurant til El Celler de Can Roca.

Samme scenarie udspillede sig i 2013, da Noma tickede ind på en 2. plads og overlod førstepladsen til spanske El Celler de Can Roca. Men allerede året efter sled de sig igen til tops - lad os håbe de kan gentage come-backet næste år.

Se hele årets liste her

René Redzepi lignede dog ikke en, der lod så gå synderligt på. Da kameraet fangede ham, stod han smilende og vinkede med heftigt med begge hænder over hovedet.

Han har tidligere givet udtryk for, at placeringen væk fra toppen faktisk gav ham mere ro, fordi der ikke var så meget pres på for hele tiden at skulle leve op til verdens forventninger, hvilket gav nye kreative kræfter.

Ikke aftenens eneste nedrykker

Der var dog også andre, der havde en nedtursaften. Alinea fra Chicago tog noget af en tumletur, da de røg fra sidste års 9. plads til en 26. plads. The Ledbury fra London røg også fra en 10. plads til nr. 20, ligesom Arzak fra San Sebastián røg ni pladsen ned til nr. 17.

Læs også: Nørrebro-restaurant rykker op i verdenseliten

Endnu engang blev det dog bevist, at Sydamerika rykker kraftigt på den gastronomiske scene. Mexico havde en rigtig fin aften. Sidste år var kun Pujol repræsenteret ved en 20. plads. I år hoppede de op til nr. 16, og de fik selskab af Quintonil på 35. og Biko på 37. pladsen. Og Central som sidste år var listens højdespringer røg fra en 15. plads til 4. pladsen.

Baggrund: Sådan så listen ud sidste år

Danske lyspunkter

Selvom Noma altså måtte afgive førertrøjen, så er der al mulig grund til at kippe med grydeskeen - aldrig før har Danmark nemlig været så stærkt repræsenteret på top 100.

Noma indtager en flot 3. plads, mens Relæ suser op på 45. pladsen. Geranium hænger på som nr. 51, mens Amass debuterer på listen med nr. 66.

Verdens vigtigste liste

World’s 50 Best Restaurants er blevet den anerkendte liste, som hele verdenen lytter til.

Den udkom første gang i 2002 på initiativ af Londonbaserede Restaurant Magazine, og har sin del af æren for, at dansk gastronomi nyder international anerkendelse.

Tjek også: Sådan så det ud, da Noma rykkede til Japan

Noma kom første gang på listen i 2006, hvor det blev til en plads som nr. 33. Siden er det gået frem, og tre år i træk indtog Noma den ultimative førsteplads, en bedrift som tangerer rekorden for flest år i førertrøjen med legendariske elBulli.

I 2013 år sluttede festen dog, da den spanske restaurant El Celler de Can Roca fortrængte Noma til andenpladsen. Nedrykningen holdt dog kun ét enkelt år, og i 2014 kunne René Redzepi og Co. således kalde sig verdens bedste på ny.

Verdens bedste liste

Listen udarbejdes på baggrund af stemmer fra over 900 jurymedlemmer (journalister, kokke, restauratører, gourmeter mm.) fordelt på 26 regionale juryer. Danmark hører til Skandinaviens jury. Listen udkom første gang i 2002 og er siden blevet toneangivende.

Hver medlem må stemme på syv restauranter, heraf fire i egen region, som skal være besøgt indenfor de seneste 18 måneder. Man må ikke stemme på restauranter, man selv ejer eller har interesser i.

Tjek også: Her er alle Danmarks Michelin-stjerner for 2015